HANSES BOG  

Erindringer for tiden
1940 - 2000

Retur til: GOLFBAKKEN... Som indeholder: Filateli - Seniorgolf - Den Levende Havebog - Planterejser - Navnet Blomhøj - Slægten - Madopskrifter for tumper.

Jeg har læst min oldemors bog ("Mettes bog") i 1984, 93 og i 2002, hver gang med stor interesse især for det historiske og familiære element i bogen. Det er mit håb, at det jeg skriver vil blive læst engang i fremtiden med samme interesse. Det er muligt at vi skal frem til 6' eller 7' generation efter Mette, før der er en, som får lyst til at læse det flere gange. Selv om det ikke skulle blive tilfældet, så har jeg haft stor fornøjelse af at skrive det hele ned. 

Med kærlig hilsen  Hans.

Min far Kjeld blev født i Slagelse år 1914, på det tidspunkt havde mine bedsteforældre Alfred og Jensine et hotel i byen. Som barn kom min far også til at bo i Frederiksværk en kort overgang. De boede i Strandgade. Farfar og farmor havde købt Hotel Royal, det lå på hjørnet af Nørregade og Kirkegade. Efter nogle få år i Frederiksværk, købte de et hotel i Høng, og hele familien flyttede nu dertil.

I Høng boede mine oldeforældre Niels og Mette (se Mettes bog) . I 1921 købte min farfar og hans lillebror Poul en fabrik, som hed Høng Borde- og Stolefabrik.
År 1930 kom min far i lære som kommis i Høng Brugsforening, han blev udlært 4 år senere.
Min far og hans lillebror Ernst var begge gode fodboldspillere, senere blev min fars store interesse motorcykler og biler. Efter krigen og frem til 1954 havde han 7 forskellige biler, først en Citroen så en DKV, en Ford T., en Opel Super Six, en Opel Olympia og en helt ny 6 cylinder Vauxhall, den havde 60 hestekrafter og kunne køre lidt over 100 km i timen. Foruden Ernst som var et år yngre end min far, havde han to søstre, Karen-Margrethe og Grete, de var henholdsvis syv og otte år yngre.

I ca. år 1936 startede min far og min morbror Thorkil et kartoffel  en gros firma. Det lå i Islev ved Vanløse/København. Året efter blev min far og mor gift.

Personalet i butikken på Nørregade bestod af dem, som er på billedet neden under plus en bydreng og en chauffør.

Min far var meget aktiv i byens foreningsliv. Han var medlem af HBS, det står for "Hver Betaler Sit", i dag kaldes denne forening for "L'hombre-klubben". Han var også medlem af Odd Fellow samt en overgang valgt til Frederiksværk Byråd for Borgerlisten, ligeledes var han medlem af Borgerforeningen, formand for Handelstands Foreningen, en kort overgang var han også medlem af Asserbo Golf Club, badminton og old boys fodbold blev der også tid til.

I 1954 blev min far og mor skilt. Min far beholdt butikken i Nørregade og min mor fik huset med købmandsbutikken på Skovbakken.

I 1956 bliver min far gift med Sigrid, og jeg får en stedbror, som hedder Finn, han er 3 år yngre end jeg. Finn bliver senere rektor på Ålborg Handelsskole. I 1958 får jeg en halvbror, som heder Morten.

Min far og Sigrid køber endnu en købmandsbutik i 1960. Den ligger på Niels Larsensvej i Lille Kregme. Sigrid var meget arbejdsom og har mange nye ideer. De køber og sælger hus mange gange i de kommende år og som regel med god fortjeneste. Til sidst bor de i Helsinge, der bor det meste af Sigrids familie.

Min far var aktiv lige til sin død i 1995. Han og Sigrid delte et job i 14 år, som telefon-hverver af nye medlemmer til Danmarks Naturfrednings- forening. 

Min mor Carla blev født i 1915 på Strandgaarden i Dalby Strand her på Sjælland. Konfirmeret 6. oktober 1929.

Strandgaarden havde min morfar Hans Rasmussen arvet efter sine forældre. Det var en gård på ca. 40 tønder land med mindst 12 køer, 4 heste, ca. 30 grise, høns, får, 4-5 katte og 2 hunde. Der var ansat 2 karle, 1 pige og en lille pige. Udtrykket "lille pige" bliver brugt om en pige, som endnu ikke var konfirmeret. 
Min mormor Nicoline kom til Strandgaarden som husbestyrerinde, senere blev hun gift med min morfar. De fik 5 børn Elna, Thorkil, Carla, Rigmor og Carl-Vilhelm. Min Mormors forældre hed Sofie og Anders Jensen.

Min mors familie: Fra venstre er det Elna, Thorkil, min mor, Rigmor og Carl-Vilhelm. Forrest er det min mormor og morfar.

Min mor havde en rigtig god barndom på sin fødegård. Hun har fortalt mig mange af sine barndomsminder fra dengang. Rigmor var nok den af de fire søskende, som stod hende nærmest. Desværre døde Rigmor, som den første af min mors søskende, det var i år 1993.

Som 14 åring kom min mor ud at tjene i huset. Først hos Købmand Palm i Vinde Helsinge, lønnen var 20 kr. pr. måned. Hun fik lov at tage hjem en gang om ugen, hun gik til folkedans og gymnastik om aftenen. Det var en god plads, så min mor blev i pladsen et helt år.

Derefter fik min mor en ny plads i huset hos en mejerist familie på Kalundborg Mejeri, her var forholdene noget anderledes. Arbejdstiden begyndte kl. 6 om morgenen og til sent på aftenen. Her var det ikke tilladt at gå til noget om aftenen. 

I 2 år var min mor i lære som syerske i Slagelse. Der var 3 andre piger i lære, de fik ingen løn for deres arbejde, selv om det var bestillingsarbejde. De havde madpakke med hjemme fra. Hun boede på Strandgaarden, så hun rejste frem og tilbage hver dag.

På det tidspunkt, hvor min mor lærte min far at kende, var hun elev på Kysthospitalet i Kalundborg, hvor man tog sig af patienter med tuberkulose. Det var i vinteren 1934-35 at min far og mor mødte hinanden til et bal i Gørlev Forsamlingshus. Det var Venstres ungdom, som var arrangør. Til de fester kunne man ikke købe øl kun sodavand. Far og mor blev forlovet den 16 juni 1935.

Den sidste plads min mor havde inden hun blev gift med min far, var hos Overretssagfører Heering i København. Her fik hun en god løn, 50 kr. pr. md. + 10 kr. indsat på en bankbog. De var flinke, og det var en rigtig god plads.

I 1957 lærte min mor Amos Olsen at kende. Han blev en slags ekstra far for min bror Claus og jeg. Desværre døde Amos alt for tidligt, han blev kun 65 år. De nåede at få 36 gode år sammen. I de senere år rejste de til Spanien hver vinter.

Min mor og Amos ved et cykelløb i Sydsjælland år 1960. Her står de og venter på at A-klassen skal komme til mål. De var med til utallige cykelløb, som tilskuer og hjælper, fra 1958 og helt frem til først i firserne.

I 1972 lejede min mor huset på Skovbakken ud til Købmand Egon Andersen. Hun havde nogle år før lejet butikken ud til ham. De flyttede nu til Kirke-Helsinge, hvor Amos byggede et hus. Det lå på Nyvej nr. 16. Der boede de sammen, ligetil Amos døde i 1993. Min mor døde i 2004. Hun blev 89 år.

På Rigshospitalet den 1' juli 1940 kl. 22:30 sommertid. Jeg vejede kun 2 kg og var 46 cm lang. Efter 3 uger havde jeg kun tager 300 gram på, så det var en kritisk start på mit liv.

Jeg blev døbt i Vanløse kirke søndag den 1 september samme år. Som fadder stod min farbror Ernst og min moster Rigmor. Gæsterne til min dåb var.

• Faster Grete Blomhøj
• Faster Karen Margrethe Blomhøj
• Morbror Thorkil Rasmussen
• Tante Lilly Rasmussen
• Kusine Lizzie Rasmussen
• Moster Ella Sørensen
• Onkel Thorvald Sørensen
• Farmor Jensine Blomhøj
• Farfar Alfred Blomhøj
• Mormor Nicoline Rasmussen
• Morfar Hans Rasmussen

Min mor og far har lavet et fotoalbum til mig, fra mine første leveår. Forrest i albummet er der nogle blanke sider, som er beregnet til at skrive om mindeværdige hændelser under opvæksten. De har været flittige til at skrive begge to. Det er jeg dem taknemmelig for, jeg kan jo ikke selv huske noget fra den tid. Det mine forældre skriver om mig, er nok ikke særlig interessant for andre, nu er du advaret, men det er min mening, at det siger en hel del om Carla og Kjeld og deres sprog på den tid, da de var unge.

Her følger et par eksempler på det min mor og far skrev til mig, det første år jeg levede.

Min mor skrev den 1/9:
Ja nu er du to måneder og mor syntes, at du er en god dreng og sød til at spise og sove.

Min far skrev den 3/9:
I dag er du blevet fotograferet 3 gange, og vi glæder os til at få fremkaldt billederne.

Min far skrev den 28/11:
I dag har sundhedsplejersken været her, og der er vel nok sorg i hjemmet, for Hans skal på afmagringskur, han har nemlig taget 450 g på på 14 dage, og det er for meget. Nu skal vi til at gøre gymnastik med ham, så han kan slanke sig og få nogle kræfter i ben og arme, vi skulle jo gerne komme hjem til Høng til jul med en rask og stærk dreng. Hans får jo nu tre-fire forskellige retter om dagen, nemlig øllebrød, kærnemælksvælling, havregrød og kartoffelmos, og levertran får han også, men han vil gerne snakke medens han spiser, men det får vi forhåbentlig vendt ham af med, når han bliver større.

Mor skrev den 12/12:
Lille Hans du har lige været syg i tre dage, og doktoren siger at du har polypper, det vil ikke være så godt hvis du skal have taget dem, men så bliver du måske rigtig rask, for du er jo en lille Hans, som næsten altid er forkølet, du er vel nok en rigtig god dreng, kan du tro, endnu ligger du i sengen hele dagen og græder slet ikke efter at komme op, og det er vel nok ellers godt gjort af din alder, for du er jo snart en stor dreng, du er blevet vejet i dag, du vejede 7.150 gram. Du er god som dagen er lang og natten med.

Far skrev i januar 1941:
Du var hos fotografen lige før jul, for at vi alle kunne få et billede af den lille Hans, som vi venter os så meget af. I Høng hos farmor og farfar, hvor du fejrede din første jul, var der stor glæde over igen at kunne have et barn med til juletræet, og du fik mange fine gaver bl.a. et legebord. Du opførte dig også pænt i julen, når vi ser bort fra, at du en dag kastede al maden op i hovedet på faster Grethe. 
På Strandgaarden hos mormor og morfar hvor du også var på besøg i julen, blev du beundret fordi du var så stille og rolig, og de syntes her ligesom far og mor, at du var noget af det dejligste man kunne tænke sig. I Høng besøgte du jo også oldemor, som havde glædet sig så meget til at se dig, og du kan tro, at hun var glad for at kunne holde dig i sine arme.

Mor skrev den 29/3:
Nu er du så stor at du næsten ikke er til at holde styr på. Mor lå i sengen og far skulle passe dig, far satte dig på ottomanen hvor du plejede at sidde, far gik ud og vaskede sig, lidt efter hørte vi et bump og det var dig, der faldt ned, men du slog dig ikke så slemt, men nu lægger vi dig i seng inde i stuen hver dag, og der sidder du hele dagen uden at græde efter at komme op, så du er stadig en god dreng. Det er et slemt snevejr i dag.

Far skrev i juni 1941:
Du kan tro at far og mor er ked af det i dag, for du er kommet på sygehuset, fordi du næsten ikke kunne få vejret, og doktoren troede du var ved at få lungebetændelse. Far og mor kørte med dig i ambulancen til Fuglebakkens Børnehospital, hvor du straks blev undersøgt, men det viste sig heldigvis, at der ikke var noget i vejen med dine lunger, derimod havde du ørebetændelse og falsk strubehoste og bronkitis. Du lå på hospitalet fra den 18/5-29/5, og da du kom hjem, havde du tabt et ½ kg og så meget sløj ud, men nu efter godt 8 dages forløb kan du tro mor har fået sat kulør på dig, og du har nu taget det ½ kg på igen, og du er så glad og livlig fra morgen til aften, så det er en hel fornøjelse at se på dig.

Mor skrev den 1/7:
I dag er det din fødselsdag, og du har vel nok været en god dreng, i det år der er gået. Du fik også mange gaver, du fik 25 kr. af far og mor og en stor bold af farbror Ernst og en lille trøje og gamacher af farmor, og en lille badedragt og hue af faster Karen og Onkel Jørgen, og du fik en bamse af Gundhild og Gunner, mormor ville også give dig en stor bamse, men nu du har en, må vi finde på noget andet, du græder når vi tager bamsen fra dig, så du er vel nok glad for den.

Sådan overlevede jeg mit første år.

Den 9' april drog Tyskland Norden med ind i 2' verdenskrig, gennem et natligt overfald på Danmark og Norge. Kong Christian og den danske regering valgte allerede samme dag at opgive den håbløse kamp.

De næste 5 år er Danmark besat af Tyskland. Overalt er der tyske soldater, men vores egne medløbere fylder også en del i gadebilledet. Jeg tænker først og fremmest på Schalburgkorpset, som var meget brutale over for civilbefolkningen.
Korpset bestod af danske statsborger og var en overgang oppe på 500-600 mand. Deres hovedopgave var at bekæmpe de danske frihedskæmpere. Gestapo og Hipomænd var også med til at gøre vores tilværelse utryg. Hipoerne var også danske medløber, de erstattede Schalburgerne i januar 1945.

I august 1943 trådte den danske regering tilbage. Derefter indførte tyskerne et mere brutalt styre med blandt andet dødsstraf. 
I september 1944 arresterede tyskerne det danske Politi.

Den utryghed som er hos mine forældre og andre voksne mennesker, fornemmer jeg klart i den periode.

Næsten al ting var rationeret under krigen. Disse mærker var fremstillet specielt til restaurantbesøg. For dem kunne man få lov til at købe 4 skiver franskbrød og 3 gange 2½ gram smør.

De første 5½ år af mit liv boede jeg på Harboørevej nr. 9 i Islev ved København. Harboørevej er en stille villavej på ca. 200m. I den ene ende lå Islev S-togstation og i den anden var der en eng og nogle åbne marker. Vi kunne lege på hele vejen. Huset havde kælder til koks og kartofler. Der var også en garage til lastbilen.

I 1943-44 blev der bygget en tilbygning til huset. Den periode er nok noget af det første jeg husker. Jeg fik lov til at være med til at banke puds ned af de vægge, som skulle rives ned.

Der var en stor have til huset. Her legede min kusine Lizzie og jeg. Senere legede vi også med vejens andre børn.

På billedet til højre, kan du se vores nye grammofon. Det er en af dem, hvor man selv skal trække den op med et håndsving.

Den 8' juli 1944 blev jeg storebror. Jeg husker tydeligt, at min far fortalte det til mig, og at jeg derefter løb ind i soveværelset, 

for at se mig i det store spejl. Det var en dybt skuffet storebror, der vendte sig om mod sin far i det han udbrød: Jeg er jo slet ikke blevet større!

Mine første legekammerater var to drenge som boede overfor. Bjarne og Jørgen hed de. Jeg kan huske, at vi engang var gået ned i kokskælderen. Vi morede os vældigt med at rutsje ned af koksbunken. Det var vist også ved den lejlighed, at jeg krøb ud gennem et kældervindue, Bjarne bildte mig ind, at man ikke bliver større, når man kravler gennem et kældervindue. Hvis vi kunne spise al maden op, så bliver det godt vejr i morgen, var en anden af en hel række af gamle talemåder.

Oppe ved den nordlige ende af Harboørevej, var der to dybe udgravninger til noget byggeri. Vi unger delte os i to hold, og så gik vi ned i hver sin udgravning, som var ca. 2-3 m dyb. Nu begyndte der en kamp med lerkugler. Vi kastede fra den ene udgravning til den anden og omvendt. Vi kunne ikke se, hvor vi ramte. Jeg var så lille, at jeg for det meste sad tæt op af lervæggen og lavede kugler til de andre drenge. Jeg havde ikke nok kræfter i mine arme til at kaste lerkuglerne, helt over til den anden udgravning.

Lizzie og Jytte år 1947 Er de ikke søde?

De allerførste som jeg legede med var mine to kusiner. Dem havde jeg nær glemt. Lizzie var to år ældre end jeg, Jytte eet år yngre. Vi havde stor fornøjelse af hinanden. De boede på Harboørevej nr. 5.

Karen Margrethe

Grete

En overgang boede faster Karen og faster Grete hos os. Først faster Karen. Hun gik på "Husassistenternes Fagskole" i april-maj-juni 1941, hun var flink til at hjælpe til. Senere boede faster Grete hos os. Hun var i lære som kosmetolog. På det tidspunkt fik min mor 15 kr. om ugen til kostpenge.

Min far var som sagt kartoffelgrosserer sammen med morbror Thorkil. Under krigen brugte de hestevogn, men på nogle få af lastbilerne, blev der monteret en generator. Det var en høj kakkelovnslignende tingest, som sad lige bag førerhuset. Der  blev fyret med små bøgetræsstykker i den, og ved en ufuldstændig forbrænding blev der udviklet gengas. Dette blev så brugt i stedet for benzin. 

En morgen var jeg med til at hjælpe en af vores chauffører med at fyre op i generatoren, eller det vil sige, jeg stod vel mest i vejen. Pludselig kom der en mindre eksplosion i generatoren, røg og sod stod lige ud i hovedet på mig. Chaufføren hed Vestergaard. Han var rigtig flink. Han var ungkarl og boede på et værelse inde i byen. Da jeg spurgte, om jeg måtte komme med ham hjem, påstod han, at han lavede havregrød med klumper i, og desuden var den brændt på. "Det gør ikke noget" sagde jeg. Jeg kom nu ikke med ham hjem alligevel.

Vestergaard var modstandsmand eller frihedskæmper. Min mor har fortalt, at det  hændte at nogle af chaufførerne havde våben med hjem fra deres ture i byen, men de tog våbenene med igen, når de cyklede hjem efter fyraften, sagde hun. Det er jeg nu ikke helt så sikker på. Der er måske en dybere årsag til, at det var strengt forbudt at lege i kartoffel- og kokskælderen. 

En aften Vestergaard cyklede hjem til sit værelse, havde han en pakke med våben under armen og en taske på sin bagagebærer. Han var så uheldig at blive stoppet af tyskerne. De ville se, hvad han havde i sin taske.

 Han beder den ene tysker om at holde pakken, mens han tager tasken og viser ham indholdet. Der er kun en madkasse og en termoflaske i den. Tyskeren glemte helt at spørge om, hvad der var i pakken. Vestergaard var heldig. Straffen for at transportere illegale våben var fængsling, tortur og i værste tilfælde en dødsdom. 

En Ford skal klodses op

I 1944 købte vi denne gamle Ford. Det var umuligt at købe benzin for almindelige mennesker. Vi købte den meget billigt. Den blev sat ned i garagen og sat op på klodser, så dækkene ikke skulle tage skade.

I juli måned samme år blev legitimationskortet indført for alle over 14 år. Man skulle altid bære kortet på sig. Gestapo og senere også Hipomændene stoppede ofte folk på gaden for at kontrollere, hvem de var. Gestapo var en forkortelse for Geheime Staatspolizei, det politiske politi i Tyskland. 
I februar 1945 oprettede tyskerne et såkaldt hjælpepolitikorps, der hurtigt blev kendt og frygtet under navnet Hipokorpset. Hipo var en forkortelse af det tyske navn Hilfspolizei. Medlemmerne af korpset var danske nazister, hvoraf flere havde en kriminel fortid. Nu optrådte de i sort uniform med kasket og revolver i bæltet.

I foråret 1945 boede der en familie hos os. De havde en dreng på min alder. Han hed Bent og var en noget anden type end jeg. Han lærte mig mange skurkestreger. Vi klippede hovederne af alle tulipanerne, vi holdt ikke bordskik m.m.. I den periode lærte jeg at opføre mig som en helt normal dreng.

Jeg kendte godt Bent. Mine forældre og hans forældre kom sammen. I 1943 lejede de et sommerhus sammen. Det lå på Klostermarksvej i Asserbo. Den sommer var første gang, jeg legede med Bent, så vidt jeg kan huske. 

Bent og jeg leger fut - tog, det er Bent til højre. Bent hedder vist nok Christensen til efternavn.

Min mor havde to store papirsække med edderdunsfjer, som skulle bruges til dyner. De stod ude på altanen. Bent og jeg hældte det hele ud over kanten på altanen, med det resultat at vor og vores naboers træer blev helt hvide af fjer.

Noget af det sidste jeg husker fra mine oplevelser med Bent er turen til købmanden efter brød. Vi fik udleveret rationeringsmærker til rugbrød, sigtebrød og et franskbrød samt en seddel til købmanden, hvorpå der stod hvad vi skulle have. Der var ca. 1 km til købmanden, alt gik godt den ene vej, vi fik alle tre brød, men på vej hjem gik det helt galt. Vi blev sultne, så vi begyndte at plukke lidt fra enderne på franskbrødet, til det var helt udhulet. Halvvejs hjemme mødte vi Torben, han så så sulten ud, så vi gav ham sigtebrødet. Rugbrødet kunne vi ikke give ham, for det havde vi tabt, et sted hvor der var vejarbejde, så der var kommet en hel del tjære på det. Min mor tog det nu meget pænt, da vi kom hjem, men hvordan vi fik brød resten af ugen er ikke godt at vide, alt var jo rationeret dengang.

Når min mor kunne finde på at sende drenge på kun fire år alene til købmanden, så var det nok fordi, der dengang ikke var nogen trafik på gaderne, det var kun tyskerne og udrykningskøretøjer, som havde benzin. 

Den aften hvor krigen sluttede, sad vi og lyttede til radioen fra London. Det gjorde vi nu hver aften, selv om tyskerne havde forbudt det. Min far og mor havde været meget nervøse det forår. Jeg tror de var bange for at tyskerne skulle trække sig op i Danmark og forsætte kampene der. Den nervøsitet som mine forældre havde, kunne jeg klart fornemme, så da alt pludselig igen blev godt, den aften hvor tyskerne overgav sig, gjorde det et stort indtryk på mig at se mine forældre så glade.

Fredag den 4' maj om aftenen hørte vi pludselig en flyver komme. Vi løb ud i haven og så en engelsk flyvemaskine. Den fløj lige hen over vores hus. `Nu må der være blevet fred´, sagde min far, `jeg hejser flaget´, men min mor fik ham til at vente lidt. Vi gik ind igen for at lytte videre på radioen og så kl. 20:35 kom fredsbudskabet fra Londons Radio. Det lød ca. sådan her:

Dung-dung-dung.  Dung-dung-dung.
Her er Londons Radio. I dette øjeblik meddeles det, at de tyske tropper i Nordvesttyskland, Holland og Danmark har overgivet sig til general Montgomery. 

Jeg gentager, og så kom det hele en gang til. Sådan ca. lød det den aften i radioen. Selv i dag så mange år efter, bliver jeg dybt bevæget, når jeg hører dette fredsbudskab. Min far hejste nu dannebrog, og så løb vi ud på vejen for at feste sammen med alle de andre. Alle de andre hejste også flag, selv om der kun var få timer til, at det blev mørkt.

Næste dag var der fest i hele København og det øvrige Danmark. Den 8' maj kapitulerede tyskerne på alle fronter til general Eisenhower, og hermed var krigen slut i Europa.

Lukket paa Grund af Glæde	FRED i hele Europa

Den 5' maj kom chefen for den allierede militærmission i Danmark general Dewing, til Kastrup Lufthavn for at inspicere frihedskæmperne.

Feltmarskal Montgomery kommer den 12' maj til Kastrup Lufthavn og drager derefter på triumftog gennem København.

Montgomery i København

• Fjernsyn
• Coca-cola 
• Vi havde ikke noget å i vores alfabet.
• Vaskemaskine
• Køleskab
• Jetfly
• Kuglepen
• Det var ikke tilladt at være homoseksuel.
• Plastik
• Kaffemaskine