1946-50  

• 1946-50
• Flytning til Frederiksværk
• Huset på Skovbakken
• Min skolegang
• Mine legekammerater
• Til farmor og farfar 
• Mullerup Strand "Bræddehytten"  
• Med mor og Far til Bornholm  
• Historisk begivenhed  

• 1854-1935 Se også Mettes Bog
• 1940-45 Hanses Bog
• 1946-50 
• 1951-55 
• 1956-60 
  -----------
• 1961-68 Familie
• 1969-74 Grønland
• 1975-80 Norge
• 1981-92 Sport
• 1993-00 Lykke
• 2001-10 Mini site
• 2011-20 Mini site 
  -----------
• 1940-70 Kender du dem? Jeg indsamler oplysninger fra de personer, som er blevet konfirmeret fra Frederiksværk Kirke i 1954 og 1955

Mine forældres butik er bagerst i billedet, det er Nørregade nr. 34 Klik på billedet og se meget mere.

I efteråret 1945 flyttede vi til Frederiksværk. Vi boede først i en lille taglejlighed på Nørregade nr. 29. Det var lige overfor den købmandsbutik, som mine forældre havde købt. Da foråret kom, var vi nødt til at flytte igen, fordi lejligheden var lovet ud til nogle andre. Vi kom nu til at bo i det sommerhus, som vi havde lejet til vores sommerferie i 1943.

I Melby-lejren, som lå lige i nærheden, var der på det tidspunkt mange krigsfanger og flygtninge interneret i lejren. De stod bag et stort højt hegn med pigtråd og kikkede ud på vejen. Vi måtte ikke gå hen til dem. Hvorfor er jeg ikke helt sikker på. Jeg tror, det var på grund af smittefaren, kopper, tuberkulose m.m. 

Efteråret 1946 flyttede vi så igen. Denne gang ca. 1½ km ud af Nyvej til Birkegården. Birkegården var

En søndag var jeg ude at gå tur med min far. Vi gik mod Asserbo. På vejen der ind, kom vi til en mindesten, og nysgerrig som jeg var, spurgte jeg, hvorfor den stod der. Jeg fik følgende svar: Det var en frihedskæmper, som blev kaldt Flammen på grund af sit røde hår. Han var i efteråret 1944 blevet fanget af Gestapo. Lige da de tog ham, knuste han en giftampul i sin mund og sank den. Han døde få sekunder efter. På den måde undgik han forhør og tortur, og røbede dermed ikke sine kammerater. Han blev kun 23 år.

TIL MINDE OM
FRIHEDSKÆMPEREN FLAMMEN
BENDT FAURSCHOU - HVIID
F. 7-1 1921     D. 18-10 1944
DE BEDSTE MÅ DØ

I december kort før jul flytter vi ind i et helt nybygget hus på Skovbakken nr. 9 i Frederiksværk. Det var fjerde gang, vi flyttede på kun to år. Der var kun 200 m ned til butikken i Nørregade, og til skolen, som jeg senere skulle gå i, var der kun ca. 1½ km.

Vi havde i køkkenet et elevatorskab, som kunne hejses ned i kælderen med håndkraft. I det skab stod alle madvarerne. Der var ikke noget som hed køleskab dengang. I købmandsbutikken var der et isskab til at holde mælk, fløde og smør koldt. Hver dag blev bydrengen sendt til Ismejeriet eller Centralmejeriet, som det også hed, for at hente isblokke til dette skab.

Huset var opvarmet med centralvarme. Fyrkælderen var 20 m². Her stod der et stort DFJ koksfyr. Bag en mur i vinkel kunne der være op til 100 hektoliter koks, som blev båret ned i sække. Der var een hektoliter i hver sæk. Vi fyldte fyret/kedlen op med koks morgen og aften. Der blev brugt meget brændsel til et så stort hus. Først i halvtredsserne fik vi lavet koksfyret om til et oliefyr, så slap vi for alt maset med koksene. 
Huset var dårligt isoleret med kun en 20 mm tangmåtte på loftet og ned langs skunkvæggene. Der var heller ingen dobbelte ruder i huset. Det fik vi først lavet midt i halvtresserne, ikke termoglas som i dag, men ekstra vinduesrammer, som blev monteret på de oprindelige vinduesrammer. På samme tidspunkt blev  Rockwoolen opfundet. Så vi fik isoleret loft og skunkvæggene  med 50 mm Rockwool, det blev lagt oven på tangmåtterne.

I vores kælder var der også et vaskerum med en gruekedel til at koge tøjet i. Den blev varmet op med bygas. Senere fik vi en halvautomatisk vaskemaskine og en centrifuge. 
Der var et lille rum ved siden af vaskerummet 1 x 2 m. Vi kaldte det for viktualierummet. Det var der, vi hejste elevatoren ned fra køkkenet. Rummet blev også brugt til at opbevare syltede og henkogte frugter samt sodavand og øl.

Der var desuden to store rum på hver ca. 20 m². De blev brugt som lagerrum til butikken. Der var også en meget lang kældergang med et rum for enden. Her stod vi og pudsede vores sko. I rummet var der et indmuret pengeskab.

På stueetagen var der foruden køkkenet et anretter rum. Her blev maden rettet an, inden den blev serveret i spisestuen. Der var også en todelt dagligstue. Når man kom ind af hoveddøren, stod man i et stort rum med 5 m til loftet. Her var et gæste toilet og en trappe, som førte op til 1 sal.

På 1' salen var der en lang gang, hvorfra der var indgang til fire værelser. Det største værelse sov min mor og far i. Det næst største var Claus og mit værelse, og de to mindste værelser lejede vi ud. De to små værelser var ca. 8 m² store. Vi fik 50 kr. pr. måned pr. værelse. For enden af gangen var der et stort badeværelse på ca. 10 m².

Mens min mor og far var gift, havde vi hushjælp. Det var ofte unge piger på 16 til 20 år, som boede hos os. I nogle enkelte tilfælde boede pigerne hjemme hos deres egne forældre. Pigernes arbejde var alt husligt arbejde lige fra rengøring, madlavning, pasning af børn til stopning af strømper. Den gang var det helt normalt, at man stoppede strømperne, når der gik hul på tåen eller hælen. Når man skulle stoppe strømperne, brugte man en stoppepind. Stoppepinden var en trækugle, som sad oven på et træskaft. Stoppepinden blev puttet ind i sokken, med kuglen placeret foran hullet. Nu kunne stopningen begynde. Først ved at sy tråde kanske tæt på den ene led af hullet, for derefter at sy på tværs af disse tråde, samtidig med at man flettede dem ind i de første tråde.

Hver barak blev varmet op af en kakkelovn. Der blev tændt op med brænde og derefter fyret med tørv, kul eller koks, alt efter hvilken type brændsel, der var til at få fat i. Den første time om morgenen kunne der godt være meget koldt, men så beholdte vi bare vores overtøj på.
Disse barakker blev anvendt frem til 1969. De var ellers kun tænkt, som en nødløsning til de mange børn, som var født under krigen. Da jeg begyndte min skolegang, var vi to 1. klasser. Fire år efter da min lille bror Claus begyndte i skolen, var der fem 1. klasser.

Hver morgen fik jeg en 25 øre. For den skulle jeg købe en kvart liter sødmælk. Den kostede 15 øre, så der blev 10 øre tilovers. 10 ørene sparede jeg sammen. Så kunne jeg på vej hjem fra skolen gå ind til bageren og købe et studenterbrød. Det kostede dengang 15 øre.

Da jeg kom i 3. klasse, skulle vi lære at skrive med pen og blæk. 

I år 1949-50 var jeg 1 år på kostskole i Holte. Jeg havde brug for specialundervisning, fordi jeg var ordblind. Det er ikke et år, som jeg ser tilbage på med stor glæde. 
Kostskoleinspektøren Just var af den gammeldags type. På sit kontor havde han et spanskrør stående ved sit skrivebord. Han havde svedet det på den yderste del, for at det skulle se mere frygtindgydende ud. Jeg har flere gange set resultatet af de slag, som mine kammerater fik på deres bagdel. Det var 3 kraftigt røde striber, som sad på tværs af bagdelen i mere end en uge, før de langsomt forsvandt. Jeg selv undgik med nød og næppe en sådan omgang. En enkelt gang blev jeg dog kommanderet i seng uden aftensmad.

Hver mandag morgen rejste jeg med toget ind til Holte. Jeg fik 2 kr. med i ugepenge. Allerede mandag eftermiddag brugte jeg de første 75 øre til en amerikaner. En amerikaner er en vaffel is med en flødebolle oven på, det var nyt dengang. Resten af pengene blev i ugens løb brugt til små studenterbrød pris 10 øre pr. stk.
På skolen var vi ca. 20 elever i alderen fra 8 til 18 år. Der var til tider et hårdt hierarki mellem os. Så for mig var det en meget stor dag, da jeg i april 1951 igen kunne bo fast hjemme hos mine forældre.

Min første legekammerat i Frederiksværk var Hans Knudsen. Hans var nabo til købmandsbutikken i Nørregade. Han boede oven på skomager Culmsees butik. Vi legede næsten hver dag i købmandsgården, på kornloftet eller andre steder i bygningerne. I starten havde jeg meget svært ved at forstå, hvad han sagde. Det var Hans, som lærte mig at tale nordsjællandsk.

Da vi flyttede op på Skovbakken, fik jeg andre lege kammerater. Foruden min bror Claus var der Preben Nielsen, (Pipser), Finn Olsen, Sven Olsen, Hanne Eskildsen, Jytte Hellstrøm og mange flere. Efter skoletid var alle børn ude på vejen for at lege. Der var ikke mange biler på vejen dengang. Der var heller ikke noget, der hed SFO - Skole Fritids Ordning.

Vi legede mest på vejen og ovre på marken, i skoven samt i vores have. 
På vejen legede vi dåseskjul. Vi delte os to og to gerne pige og dreng sammen. Alle par skulle gemme sig i nærheden undtagen et par, som skulle finde de andre. Dåsen stillede vi midt på vejen. Hvis man kunne komme tilbage fra sit skjul og sparke dåsen væk uden at blive opdaget, så var man frelst. 
En overgang var det in at samle på bil numre. Det vil sige, at vi skulle noterer så mange bil numre op som muligt. Vi løb rundt på de nærmeste veje for at finde en bil. Men det varede ikke længe, før vi havde noteret alle de biler, som der var i den nærmeste omegn. Så satte vi os ned til amtsvejen/Hillerød vejen, hvor vi ventede på, at der skulle komme en bil forbi. På min fars bils nummerplade stod der B 714.
På marken spillede vi fodbold. Nogle gange var vi næsten 20 drenge i alderen fra ca. 6-15 år.

I skoven legede vi cowboy - Hopalong Cassidy. Vi havde alle en seksløber til knaldperler. Søndag eftermiddag var der børneforestilling i biografen. Det var ofte en cowboyfilm med Hopalong, som var på programmet. Det kostede kun 2 kr. for en billet. 

I haverne legede vi mest med biler i sandkassen. Vi havde også 2 store borge af træ samt en hel del soldater af ler. Når vi legede krig, så ville alle være amerikanere, englændere og franskmænd. Kun nødtvunget ville man være russer, og slet ingen ville være tysker. Vores lege var meget præget af den krig, som lige var holdt op.

Vi lavede selv små pile af 4 tændstikker, som vi bandt sammen med elastikker. I den ene ende satte vi en knappenål og i den anden en hale af smørrebrødspapir. Dem brugte vi til at kaste efter hinandens ben. Det gjorde pokkers ondt, når pilen satte sig fast i benet.

Vi havde en stor Rottweiler, som hed Peter. Den var ofte med i vores lege. Claus holdt meget af den, han red på den, men kun over korte strækninger. Da Claus var helt lille 3-4 år, løb han ofte hjemmefra. Så blev han en kort overgang bundet ved vores havelåge, indtil han en dag løb over på den anden side af vejen. Her stod han så med sin tørresnor i hånden og hver gang der kom nogen cyklende, så træk han i snoren, så de var nød til at stoppe. Men en dag var det politibetjent Larsen, han stoppede og derefter blev han bundet til en lygtepæl ovre på marken. 
Det skete, at Claus løb ned på Skovbakkevej for at lege med de børn, som boede der, på trods af at min mor helst så, at vi blev oppe på Birkevej. Claus fortalte om en familie, som havde det meget fattigt. De havde taget gelænderet af trappen og brugt det til at fyre i kakkelovnen med. 

I 1948 blev jeg ulveunge. Jeg blev kaldt Paw. Først efter mit kostskoleophold blev jeg spejder. Samme år fik vi et wienerbarn i pleje. Hun hed Gertrud og var et par år ældre end jeg. Hun var meget tynd. Hun havde et korset på for at holde ryggen på plads. Efter en måned hos os, havde hun fået så meget sul på kroppen, at hun kunne smide sit korset. 
Da hun om efteråret rejste hjem igen, sammen med 10 andre wienerbørn, havde hun genvundet sit helbred. Der var en del af børnene, som græd, fordi de skulle hjem til Wien. Gertrud græd nu ikke. Jeg tror ikke, at hun havde det lige godt hele tiden. Hun talte kun tysk, og de store børn råbte schweinhund efter hende. De regnede hende for en slags tysker.

Når vi kørte til Høng for at besøge min farmor og farfar, så tog det 2½ til 3 timer. Vi gjorde holdt ved Elverdamskroen lige før Tølløse. Det var ca. halvvejen. Den gang var den højeste tilladte hastighed kun 60 km. i timen.
I årene lige efter krigen, skulle vi søge om køretilladelse, når vi skulle til Høng. Uden tilladelse måtte vi kun køre i vores eget amt og i naboamtet, som var Holbæk amt. Men vi skulle et godt stykke ind i Sorø amt. Så vidt jeg ved, søgte min far aldrig om køretilladelse. Han kørte bare, med risiko for at blive stoppet af politiet. Det var nemt for politiet, at se hvor vi kom fra. Alle biler fra Frederiksborg amt havde et B, som første tegn på nummerpladen. I Holbæk amt var det et C, og i Sorø amt var det E.
Claus og jeg sad ofte sammen på bagsædet. Når vi kedede os, talte vi de biler, som vi mødte. Det blev ikke til meget mere end 10 biler på en halv time.

Vi overnattede altid, når vi var på besøg hos farmor og farfar. Der var et lille loftværelse på kun 1½ x 2½ meter. Her sov Claus og jeg. Hvis det var vinter, fik vi en varmedunk med i seng. Der var nemlig ingen opvarmningsmuligheder på første sal. En varmedunk er en gummi eller metaldunk med varmt vand i.

Når mælkemanden kom,  fik vi to kander af min farmor, som vi løb ud til mælkemanden med. Han fyldte dem med frisk kærnemælk og sødmælk. 
Det skete også, at min farfar tog os med over på hans fabrik, der lavede stole. Den lå lige ved siden af. Min farfar havde en flot have. Det var hans store interesse, der var altid pinlig orden. Jeg husker ham, som en rigtig flink mand. Han døde desværre alt for tidlig af kræft. Han fik en kræftknude ved det ene øje. Jeg var kun 10 år, da min farfar døde.

Begge mine hold bedsteforældre havde sommerhuse på Lundevej. Husene lå lige overfor hinanden. 
Ved siden af Bræddehytten, lå der et lille hus, som hed Bitten. Her boede min fars fætter Niels og hans kone Nana. Under krigen var Nana ofte min barnepige.
Huset overfor Bræddehytten hed Sommerbo. Her boede min mormor og morfar samt mange af mine tanter, onkler, fætre og kusiner. Bræddehytten var min farfars hus. Hver sommer var næsten hele min familie samlet i disse to huse. 

I Bræddehytten var der foruden min farmor, tante Inger, mine fætter Niels, Ole, Jens, og jeg boede der også. Min Farfar og onkel Ernst boede der, når ikke faster Grethe og onkel Børge havde ferie. For så boede de fast i Bræddehytten. 
Ovre i Sommerbo var der mange flere. Huset var noget større. Der var tre soverum, med i alt 13 senge/køjer. Udover min mormor og morfar boede der også mine to mostre Elna og Rigmor samt min tante Inge. Onkel Thorvald, morbror Carl Vilhelm og min kusine Berit kom hver weekend. Mine fætre og kusiner Niels Erling, Lis, Pusser og Mariane var der også. Der kom mange flere i det hus, og så kneb det med pladsen.

Til Bræddehytten hørte en lille fladbundet pram, som vi børn brugte, når vi skulle ud at bade. Werner min fars fætter var ofte med. Han lærte os at svømme og dykke.
I weekenden når Carl Wilhelm og Thorvald kom fra København, så brugte vi båden til at fiske fra. Først gravede vi sandorm, som vi satte på kroge. Vi havde en langline på ca. 200 meter. Den satte vi langs kysten ca. 100 meter ude. Som reglen kunne vi forsyne begge sommerhuse med fisk.

Næsten helt ovre ved Mullerup Havn lå min fars faster Annas og farbror Christians sommerhuse. Det hus Anna boede i var meget lille måske kun 15-20 m2. Væggene var tapetseret med forsider af gamle ugeblade. På nogle af billederne var der farver. Vi børn kunne bruge meget tid på at kigge på alle disse billeder, når vi var på besøg. Ved siden af Anna boede Christian og Johanne i et sommerhus af normal størrelse. Her kom vi ikke så tit på besøg.

I sommeren 1948 eller 49 var Claus og jeg med min mor og far på Bornholm. Det er den eneste gang, vi har været på ferie med begge mine forældre.
Vi sejlede med båd fra København til Rønne. Vi sejlede hele natten. Jeg mener, at det tog 8 timer. Vi havde taget vores bil med.

Da vi kom til Rønne, skulle min far besøge den lokal Oceka købmand. Jeg kender ikke navnet på købmanden, men han var Anders Madvigs efterfølger. Han var en af de første købmænd, som havde selvbetjening eller delvis selvbetjening i sin butik. Min far var også Oceka købmand. Han fik mange gode råd fra købmanden i Rønne. Det varede ikke længe, inden vi også i Frederiksværk fik en delvist selvbetjent købmandsbutik.

Vores ferie varede kun en lille uge. Men vi fik da tid til at besøge Hammershus ruiner og Rytterknægten. På vej ind til rytterknægten kørte vi fast på en meget mudret jordvej. Dengang var mange af vejene jord- eller grusveje. For at komme fri måtte vi alle ud for at skubbe. Min far satte bilen i bakgear, og min mor Claus og jeg skubbede på køleren. Claus stod lige

Nå! Claus blev nu ren igen. Så vi fik set både Neksø og Rønne igen. I Neksø så vi mange huse, som var blevet bombet af russerne. Russerne gjorde det, fordi tyskerne ikke ville overgive sig til dem, da krigen var forbi. De ville kun overgive sig til englænderne, men det endte med at de blev nødt til at kapitulere til russerne. Russerne forlod først Bornholm efter knapt 11 måneders besættelse.

Vi var også en tur oppe på den store rokkesten. Jeg kan nu ikke huske, om vi kunne få den til at rokke.
Vi så også på malerier. Min far købte et stort maleri af en af de lokale malere. Jeg husker det, som en rigtig god ferie.