3

Søn af: Fabrikant Ernst Bjarne Blomhøj og Sygeplejerske Inger Christensen født 31. nov. 1914 på Bispebjerg Kbh.

Gift med: Bankassistent Lena Pedersen 23. dec. 1973 i Finderup Kirke, Høng. Lenas forældre er Ostefabrikant Christian Pedersen født 1. aug. 1922 (Indehaver af Løve Ost - kent for sin rygeost) og Erna Hansen født 29. juni 1925.

Niels var i 1963/64 ved fodfolket i Roskilde - Student i Høng - 1966 HH Handelseksamen i Slagelse - 1970 ansat på Høng Stolefabrik - Overlever flystyrt som passager i et lille privatfly ved Gørlev - Kommunalbestyrelsesmedlem i Høng og menighedsrådsmedlem. Har også et plejebarn Didde.

Niels overtog Høng Stolefabrik efter sin far Ernst Blomhøj. Se foredrag om fabrikken nederst på denne side.

År 1994

År 2008

Niels og Lena men
den lille ny Astrid
født 2007.

År 2008

Niels er gift med
Lena Blomhøj

Foredrag af Niels Blomhøj i Lokalhistorisk Forening for Høng og Omegn
Onsdag den 14. april 2010:

Året var 1911. De to brødre Christensen, der stammede fra Niløse, var egentlig udvandret til USA kort efter århundredeskiftet, men i 1911 vendte de tilbage og etablerede en fabrik i Høng under navnet Høng Stolefabrik v/brdr. Christensen.

Placeringen i Høng blev valgt på grund af Høng, som var den tids jernbaneknudepunkt: Station på Slagelse-Værslev Banen og endestation på Høng-Tølløse Banen. Fabrik og villa på Vinkelvej blev som sagt færdiggjort i 1911.

I 2003 besøgte amerikanske efterkommere af de to brødre Høng for ”at finde deres rødder.” De var på Vinkelvej, på Høng Privatskole og på kirkegård i Niløse. De kunne fortælle om brødrenes liv i Høng og om deres liv i USA efter 1921.

Det endte det med konkurs for brdr. Christensens fabrik i 1921 og brødrene rejste igen til USA, denne gang for bestandig.

Poul Blomhøj (1882 – 1977) og Jens Peter Rasmussen (død 1941) var ansat på virksomheden. De havde begge løn til gode, og de to forsøgte derfor at køre virksomheden videre. Begge havde håndværkeruddannelse, men det kneb mere med kapital. Det var således et meget dristigt foretagende, de kastede sig ud i. Tilfældighederne spillede lykkeligt ind. Poul Blomhøj tog toget til København for at indkøbe træ til produktionen. En vovelig tur, ikke fordi det i sig selv var forbundet med nogen fare. Men mere fordi han begav sig af sted på indkøbstur uden rigtig at have penge på lommen. I toget til København mødte han imidlertid sin bror Alfred, som også var på forretningstur til København. Og han havde penge med.

Alfred Blomhøj (1889 – 1951) var som Poul gårdmandssøn fra Kr. Stillinge. Han havde 10 søskende, hvoraf mange senere fik deres virke i Høng, som før nævnt Poul, malermester Søren Blomhøj, bogbinder Elisabeth Hansen, Marie Hansen og Anna Hansen.

Men tilbage til togturen til København. Alfred Blomhøj, udlært bager og konditor havde en karriere som hotelmand. Han opkøbte fallerede hoteller og fik dem sat i god drift igen; hvorefter han solgte med god fortjeneste. Hans sidste hotel var pudsigt nok Høng Afholdshotel, i dag Høng Gymnasium.

De to brødre mødte altså tilfældigt hinanden i toget, og Alfred blev af Poul overtalt til at tage med ud at købe træ – og betale for det.

Da de kom hjem fra København købte Alfred fabriksbygningerne på Vinkelvej, og der blev lavet et kompagniskab om driften mellem Alfred, Poul og Jens Peter Rasmussen. Relativt tidligt herefter blev Poul Blomhøj og Jens Peter Rasmussen så også medejere af selve ejendommen.

Fra 1921 hed fabrikken Høng Borde- og Stolefabrik v/Rasmussen og Brdr. Blomhøj. Man fremstillede, som navnet siger, borde og stole, og mere specifikt var konceptet ”møbler til herreværelser.”

På et billede taget foran fabrikken i midten af 20-erne kunne man tælle, at der var 25 medarbejdere, hvor der 10 år senere var 50 ansatte.

Fabrikken på Vinkelvej fyldte hele grunden totalt og det endda i 3 etager. Villaen ved siden af rummede også kontor for virksomheden. Her boede Alfred Blomhøj med familie, indtil han købte naboejendommen Vinkelvej 7. Herefter flyttede Jens Peter Rasmussen ind i villaen nr. 5

For at skaffe mere plads erhvervede man ejendommen Vinkelvej 4, hvor der indtil da havde været møllebyggeri. . Efter 1950 blev der etableret autolakereri der. Det er nu revet ned.

Om Jens Peter Rasmussen kan jeg ikke fortælle som meget. Jeg kan huske hans enke, som boende i villaen på Vinkelvej, indtil mine forældre Inger og Ernst Blomhøj flyttede ind i 1948.

Poul Blomhøj var snedker af uddannelse. Han lærte faget hos en snedkermester i Slagelse, og han videreuddannede sig på håndværkerskolen i Vallekilde. Indtil 1921 havde han faktisk snedkerafdelingen på stolefabrikken i entreprise, og efter overtagelsen i 1921 var det ham der sammen med Rasmussen forestod produktionen. Poul Blomhøj var også den lokalt engagerede. Han var i flere omgange formand for HHH&IF. Jeg ved ikke så meget om ham i rollen som arbejdsgiver. Kendte ham som halvvejs pensionist. Jeg arbejdede som arbejdsdreng et år 1959/1960

På fabrikken. Der lærte jeg, at det var ham, der hver morgen gik rundt på hele fabrikken og hilste på alle medarbejderne. Efter 1970, hvor jeg var begyndt på fabrikken, havde vi ham hver eftermiddag til kaffe i kontorets kaffepause. Han efterlevede sin kone Olivia og blev boende i sit hus på Slagelsevej indtil han blev dement og flyttede til Odinscentet.

Alfred Blomhøj var som nævnt udlært bager og konditor i København. Han mødte Jensigne på Jernbanehotellet i Slagelse, hvor hun var kold jomfru. Han investerede i stolefabrikken i 1921 og var aktiv indtil sygdom satte ham ud af spillet i 1951. Han havde i hele sin erhvervskarriere et bijob, idet han om formiddagen passede den lokale filial af Landbobanken. Ellers var det ham, der var fabrikkens administrator. Han var god til at styre pengene, og han var sikkert også en velhavende mand. Alle hans økonomiske og andre mellemværende blev styret via en lille sort lommebog. Der stod også alle lønudbetalingerne. Han udbetalte løn hver fredag til fyraften, idet han konsulterede sin lommebog. Det var ikke altid økonomisk gode tider, så det skete også, at en ansat, som han vidste ikke var økonomisk trængende, blev bedt om at vente med løn indtil næste uge. Det kunne man aftale dengang. Det var også Alfred Blomhøj der stod for indpakning af møbler til forsendelse.

Aviser blev pakket rundt om ben, armlæn og rygge med sejlgarn og så kom der et manillamærke med modtageradresse på. Kl. 16.30 blev så trækvognen læsset, og Martin kørte til stationen med læsset. Indlæsning i pakhuset og derfra videre ud i en af de to godsvogne, der stod oprangeret. Først på aftenen kørte godstoget så til Slagelse og derfra videre ud i landet. Godstoget blev kaldt for ”slæveren”

Min egen erindring om stolefabrikken starter i 1947, hvor mine forældre og min bror Ole flyttede til Høng. Første station var Hovedgaden 24, hvor vi fik stuelejligheden med lokum i gården. Rosa Egelund havde skobutik i ejendommen dengang. Senere overtog Wirz Petersen stedet. Vi flyttede til villaen på Vinkelvej i 1948. Min far Ernst Blomhøj (1915 – 2000) var blevet tilbudt eller overtalt til at arbejde i administrationen på stolefabrikken. Det var efter den store brand i 1947, hvor hele fabrikken brændte ned. Det skete faktisk midt i sommerferien, hvor en ansat var i gang med at lakere noget inventar til sig selv.

Produktionen fortsatte efter branden hos karetmager Viggo Nielsen på Hovedgaden, idet man lånte Viggo Nielsens produktionsapparat om aftenen indtil fabrikken var bygget op igen. Allerede inden branden var der for lidt plads på fabrikken, og man havde af Ole Nielsen Hedvigsgården købt 3 tdr. land overfor Abildgården. Der var også blevet bygget lagerskure og et mindre opskæringsanlæg til opskæring af trækævler.

Høng arkitekten Egon Olsen projekterede en helt ny fabrik og byggeriet gik i gang allerede i 1947. Samme år flyttede behandlingsafdelingen ind i nye lokaler og resten af fabrikken flyttede så i 1950. Dette omfattede dog ikke polstreværkstedet, som i stedet flyttede fra lokaler på Hovedgaden 5 og ind i de gamle lokaler på Vinkelvej. Der forblev denne afdeling indtil 1961.

Jeg kan faktisk huske polstreværkstedet på Hovedgaden. Der boende (i 1948) en neger på loftet. Jeg så ham aldrig, men jeg hørte ham klage sig, når møbelpolstrerne gik på loftet for at hente blår; det hev de nemlig ud af håret på ham, blev jeg fortalt.

Billedskæreren Alex Wels boende på Vinkelvej sammen med sin kone Sara. Han var også ansat på fabrikken til at lave billedskærerarbejder på visse stolemodeller. Han fik materialer leveret og udførte arbejdet på sit eget værksted.

Kort efter min fars ansættelse på stolefabrikken ankom også Svend Rafn til en nyoprettet stilling som værkfører. Han kom fra Slagelse Møbelværk, som var vores nærmeste konkurrent.

Svend Rafn var således med til at planlægge og iværksætte udflytningen til Slagelsevej. Med hans ansættelse og bygningen af den nye fabrik var alt således parat til den store ekspansion fra begyndelsen af 1950-erne.

Det var i høj grand Rafn, der forstod og evnede at omsætte ideer og projekter fra den på samme tid nyansatte arkitekt Erik Kirkegaard.

I 1954 blev virksomheden omdannet til aktieselskab, fortsat med navnet Høng Stolefabrik med Poul og Ernst som ejere af 50% af kapitalen hver.

Min far, Ernst Blomhøj, yndede at fortælle en lille historie om sin start i møbelbranchen og som repræsentant og sælger for stolefabrikken. Han var på salgs- tournee og stod uden for en møbelforretning og tog mod til sig, inden han gik ind og spurgte efter chefen. Al nervøsitet forsvandt, da han, efter at have fortalt hvor han kom fra, blev særdeles vel modtaget. Fabrikken havde altså et godt og indarbejdet ry blandt de danske møbelhandlere, fandt han ud af..

Bladt de første produkter, som arkitekt Erik Kirkegaard tegnede til fabrikken var den legendariske konferencestol, som bar navnet nr 43. cirka 300.000 eksemplarer indtil produktionen stoppede engang sidst i 70-erne. Produktionsserier på 500 løbende under opskæring, tørring, under

produktion i maskinværkstedet, under samling, og når produktionsserien så var klar til behandling og polstring, så var den faktisk også solgt. Sammentalt 2000 stole i gang og det skal så ganges med 3 forskellige træsorter.

Den berømte nr. 43 åbnede op til et nyt marked, nemlig offentlig indretning og i nogen grad også til eksport. Måske 1000 stole hos Danmarks Radio og et tilsvarende antal på Danfoss.

Men det blev efterfølgende nye modeller fra arkitekt Kirkegaards hånd: Stole og armstole i teak og palisander, til eksportmarkederne, først USA så fulgt af Tyskland, Sverige og England, der blev produceret og solgt fra Møllegårdsvej.

Udflytningen 1947 – 1950 fra Vinkelvej skete til Slagelsevej. Men selve vejen til fabrikken, vejen ned til Møllegården, skulle jo også have et navn. Kommunen navngav vejen Søndrevej, fordi man var bange for forveksling med Møllevej. Det passede slet ikke Poul Blomhøj. Han erstattede kommunens skilt med et skilt med navnet Møllegårdsvej; det tog kommunen til efterretning.

Ernst Blomhøj videreudbyggede på det 20.000 m2 store areal. Han kunne lide at bygge, og efterhånden fik man 3500 m2 under tag. Det tekniske med maskineri og produktion overlod han til Poul Blomhøj og til værkfører Rafn. Samme Rafn kunne godt få bevilget nye maskiner, men den større og større produktion var fortsat at betegne som mekaniseret håndværk: De maskinproducerede enkeltemner og komponenter blev afleveret på snedkerværkstedet, der så forestod samling og finish på produkterne. Snedkerværkstedet arbejdede dengang (50-erne og 60-erne) 100 % med akkordarbejde, ligesom det samme var tilfældet på polstreværkstedet. Akkordarbejde som enkeltmandsakkorder. Og kunderne efterspurgte og fik leveret produkter med høj designmæssig og æstetisk værdi.

Niels Blomhøj (mig, født 1943) kom til Høng i 1970, idet jeg samtidig købte Poul Blomhøjs halvpart i fabrikken. Jeg fik bygget bolig ved siden af kontorbygningen, så Lena, der begyndte at arbejde i virksomheden i 1974, og jeg havde ikke langt til arbejde.

Det blev til en ny produktion af møbler til institutioner, især møbler til plejehjem og hospitaler.

Sideløbende med produktudvikling og implementering af de nye produkter blev der indkøbt nyt produktionsudstyr med formål at kunne tilrettelægge en rationel og billigere produktion, hvor maskiner overtog det slidsomme og dyre håndarbejde.

De nye institutionsmøbler mødte tidsånden og slog rigtig godt an både i Danmark og i de omkringliggende lande. Især indrettede vi mange plejehjem i Tyskland. Jeg husker første gang, jeg kom hjem med en enkeltordre på over 1 million kr. til et plejehjem i Østrig.

I 1982 kom Jens Blomhøj (født 1950) også til fabrikken. Bror Jens er færdigudlært på Søborg Møbelfabrik og med afgang fra Kunsthåndværkerskolen som møbelarkitekt. Jens arbejdede med produktionsplanlægning og også med ansvar for produktudvikling Det blev således i tidens løb til udvikling af mange nye og spændende møbeltyper i samarbejde med dygtige arkitekter.

Værkfører Svend Rafn (vi blev da dus men aldrig på fornavn) måtte til sidst give op på grund af sin heftigt fremskredne gigtsygdom. Han havde imidlertid klogt sørget for en afløser, nemlig Arne Hansen, som stort set havde været på fabrikken fra han fyldte 15 år

Samme Arne Hansen var ud af en stor familie, hvor mange af dem, fætre, onkler, brødre, nevøer, søn, kom til at arbejde på fabrikken. Man skulle en overgang helst komme fra enten Herslev eller fra Tindinge Banke for at blive ansat på fabrikken. Hvorfor ved jeg ikke rigtig.

I begyndelsen af 70-erne kom de tyrkiske gæstearbejdere, og også nogle fra Jugoslavien. Vi indrettede en gammel lagerbygning til boformål for gæstearbejderne.

I mange år var der cirka 8 ansatte, der hver dag kom med toget fra Slagelse. De fik også en overgang toget til at standse i baneoverskæringen på Møllegårdsvej, så de på den måde fik kortere til arbejde.

Lærlinge. Der er i tidens løb uddannet rigtig mange lærlinge på stolefabrikken. Det er både møbelpolstrere, maskinsnedkere og også kontorelever.

Efter flytning af polstreværkstedet i 1961 var der ikke mere nogen produktion på Vinkelvej.

I 1987 installerede man et nyt numerisk styret bearbejdningscenter, som en sidste stor investering (2 mill) med det formål at kunne producere billiger og bedre.

Efter gode oplevelser og medgang kom nedturen i 1990-erne. I 1992 gik virksomheden i betalingsstandsning. Økonomien blev imidlertid saneret og virksomheden klarede 5 år mere, selv om det var mindre sjovt. Fra at være over 50 ansatte i flere perioder var der i 1997 16 tilbage. Virksomheden erklærede sig konkurs juni 1997.