METTES BOG

Retur til: GOLFBAKKEN... Som indeholder: Filateli - Seniorgolf - En have med rhododendron og alpine planter - Navnet Blomhøj - Slægten - Madopskrifter for tumper.

| Forord | Til mine Børn | Hvad jeg ved om min Slægt | Hvad jeg ved om Jer Far´s Slægt | Mit Barndomshjem | Vort Hjem i Stillinge | Far og Mors Guldbryllup | Høng 1896 | Stamtræ | Mette´s 80 Aarsdag | Mette´s 85 Aarsdag  | Tillæg-Foto år 2009 |

METTE HANSEN
1854-1943

Gift med Niels Peder Hansen.

Mette blev 89 år, hun er født i Kirke Stillinge på Sjælland den 23 marts i 1854 og hun døde den 9 november i 1943.

Mette og Niels fik 11 børn. I 1876 Anna som blev 93 år, 1877 Christian 77 år, 1879 Vilhelm 81 år, 1881 Karen 91 år, 1883 Henrik 1 år, 1885 Marie 85 år, 1886 Frederik 0 år, 1889 Alfred 62 år, 1891 Søren 69 år, 1892 Paul 87 år, 1898 Elisabeth 86 år.

Jeg har bestræbt mig på at afskrive bogen så nøjagtigt som muligt, med brug af den tids retskrivning, dialekt og tegnsætning. Det er en god bog at have i baghånden, hvis du ønsker at forske i slægten. Ekstra billeder er placeret under "Tillæg", som ikke er en del af bogen.

På den tid, var det meget få helt almindelige mennesker (håndværker, bønder m.m.), som skrev deres erindringer. Før Mette's tid, var der ikke mange fra almuen, som kunde skrive og læse godt nok til at skrive en bog. For de fleste ville omkostningerne sikkert også blive alt for store.

TIL MINE BØRN

Hvad jeg ved om min Slægt.

Min Farfar, Hans Christensen, var født i en Gaard paa Rye Mark, kaldet "Koldekildegaard" . Som voksen kom han til Tjørnelunde i Finderup Sogn og ægtede der min Farmor, som sad Enke med 4 Børn: Bodil, Ane, Maren og Mads. (Jeg har senere truffet Slægtninge af dem i Ruds Vedby). Farfar og Farmor havde sammen 9 Børn.

Farmor stammede fra Allerup ved Holbæk, hun blev tidlig forældreløs og kom derfor til Slægtninge i Tjørnelunde, som havde "Slettemosegaard", og den arvede hun efter dem.

Farfar´s havde det smaat til at begynde med; jeg husker, Faster Bodil har fortalt derom, og om hvordan hun om Søndagen, maatte være med til at stoppe og lappe om alle de smaa. Senere hen blev de ret velstaaende. Farfar slog ind paa at fede Stude.

Min Far, Kristen Hansen, kom til Stillinge at tjene hos sin Svoger, som var en gammel Mand, og gift med Fars Halvsøster, Bodil; hos dem tjente han i syv Aar, og lærte der min Moder at kende.

Min Morfar, Henrik Hansen, var født i Kindertofte ved St. Frederikslund, paa denne Gaard gik begge Forældre paa arbejde, og Børnene maatte imedens passe hinanden.

Morfar og hans Bror kom til Stillinge i 2 Nabogaarde hos deres Morbrødre. Morfar hos Niels Pedersen, "Taarnhøjgaarden". Han var blevet gift med en Enke.

Den Gang blev Bønderne af Herskabet sat ind paa Fæstegaardene, og der var næsten altid Smalhals tilhuse. Jeg husker Morfar fortalte, at Oldemor sagde til ham den første dag: "Det første Du skal om Morgenen er at rejse Bæsterne op".

Niels Pedersen og hans Kone havde 2 Døtre: Mette og Karen, som blev min Mormor.

Min Morfar, Henrik Hansen, og min Mormor, Karen Nielsdatter, havde 3 døtre: Maren, Ane og Katrine, som er min Mor. Mormor døde tidligt, min Mor var kun 17 Aar den Gang.

Ane blev gift med Niels Larsen, Øster Stillinge Mark.Maren med Stenhugger Hans Peder Bildsø. Maren døde tidligt, og af hendes 8 Børn levede kun 2. Den ene blev Lærer, men døde som sindsyg paa Oringe.

Min Mor og Far blev ægteviede den 27. Januar 1847, og tjente begge min Morfar i 13 Aar, inden de fik Lov at faa Gaarden.

Paa dette Tidspunkt blev Morfar syg og tænkte vel, det kunde nærme sig Afslutningen, han havde flere Gange før lovet Far den, men naar det kom saavidt, forstrød han det. Denne Gang blev det imidlertid til Alvor.

Far tog med det samme op til Hofjægermester Bech, paa "Valbygaarden", og forespurgte om Gaarden kunde købes, og til hvilken Pris, det skulle gaa hurtigt, at Morfar ikke igen skulde ombestemme sig. Bech forlangte 14000 Rigsdaler. Far havde sin Nabo, Søren Vallentin, med, og Pengene fik han i Bondestandens Sparekasse til 4%. Far skulde skaffe en Tillidsmand og gik til Jens Andersen, Stillinge, men da han ikke vilde sige god for ham, henvendte han sig til Niels Jensen, Bjerre, og han hjalp ham. Nogle Penge havde Far sparet op, men han skulde jo ogsaa udbetale en Del til Mors Søskendes Børn.

Nu blev der Travlhed paa "Taarnhøjgaard". Far fik Jorden drænet og merglet, og i Løbet af faa Aar avlede han Masser af Sæd.

Far var en streng Mand, men alligevel en god Husbond, og baade Karle og Piger var længe hos os, og mor, som de ogsaa kaldte Mor og sagde I til, ligesom vi Børn gjorde, var en Mor for dem alle, men Orden var der ude og inde, og selv om Vinteren begyndtes Arbejdet Kl. 5, og vi Børn blev ogsaa tidligt vænnet til at være med i Arbejdet. Vi var 4 Søskende, en lille Pige, Ane, som døde da hun var spæd, og Karen, Hans og jeg.

Vi havde et godt Barndomshjem, og trods Fars Strenghed levede han og Mor et lykkeligt Liv sammen. Mor bøjede altid af, naar bølgerne gik højt. Men Mors gode Hjerte fandt tit Vej, hvor Fars Strenghed maatte give op. Jo, vi Børn havde en lykkelig og tryg Barndom, og det maa vi ikke glemme at sige Gud Tak for. Har vi haft et godt Barndomshjem, har vi faaet en god Arv med ud i Livet

Hvad jeg ved om Jer Far´s Slægt. 

Jer Oledefar hed Niels Hansen og kaldtes for "Bildsø Niels". Han boede paa en Husmandslod i Hyldemarken ved Keldstrup; nogle siger, han fik Navnet efter en Høj paa Marken. Han var en driftig Mand, og blev derfor af Herskabet sat ind paa en Gaard i Stillinge, som trængte til at drives op, det var den sidste Gaard paa venster Haand, som grænser op til Kongsmark.

Jer Oldefar havde, saavidt jeg ved, 2 Sønner og 3 Døtre: Maren, som blev Mormor til Jørgen Christensens Kone (Jørgen Christensen var Stifteren af Bondestandens Sparekasse) og Kristen, Karen, Knud og Hans, som blev jer Farfar. Jeg har hørt af jer Oldefar var en kraftig Mand med langt sort Haar, som blev beundret, naar han om Søndagen gik i Kirke og havde det redt ned over sit hvide Vadmelstøj; den Gang gik man med ufarvet Vadmel.

Jer Farfar var ogsaa en kraftig Mand med sort Haar og brune Øjne. Han kom op at tjene hos Christen Sørensen i Stillinge By, og da Christen Sørensen døde, blev Jer Farfar gift med hans Enke, og blev Stedfar til 3 Børn: Kirsten, Kirstine og Søren Kristensen. Kirstine er Mor til Kristen og Hans Knudsen, og blev senere gift med Knud Lyrups Far. Da saa Jer Farfars første Kone døde, giftede han sig igen med Ane Hansdatter, som er født paa "Kildegaarden" i Øster Stillinge, og i dette Ægteskab blev Jer Far født.

Jer Farmor er Tvillingesøster til Moster Karen, som er med paa Fotografiet af Gaarden. Deres Hjem blev opløst ved Forældrenes Død, medens de endnu var smaa, og de blev opdraget hos en Moster i samme By. Karen var halt og gik og hjalp i Huset. Jer Farmor derimod havde mest Lyst til at arbejde ude og var flink til at bruge Heste, det huslige laa ikke for hende, hun var lidet talende, og især husker jeg aldrig, at have hørt hende tale ufordelagtig om andre. Et Træk, som gik igen hos Jer Far.

Jer Farfar, Hans Nielsen, var en dygtig Mand, og alt i Mark som i Gaard skulde være i Orden, ligesom hans Besætning, efter den Tids Forhold, var 1ste Kl. Jeg husker især hans 2 flotte, gule Køreheste. Det var en Anbefaling at have tjent hos ham, men han fordrede meget af sine Folk, men det kendetegnede jo Tiden.

Da Jer Farmor kom ind som Kone paa Gaarden, var det som Stedmoder for 3 voksne Børn, og desuden var i Hjemmet Datteren Kirstines 2 Drenge, saa helt nemt har det ikke været at gaa ind til, især naar man tager i Betragtning, at Ægteskabet ikke var indgaaet af Kærlighed, men var et Forretningsanliggende, som var kommet i Stand, for at raade Bod paa andres Foreteelser, og at hun tilmed maatte sige Farvel til sine egne Forhaabninger for Fremtiden.

I dette Hjem voksede Jer Far op, og var han end et Bindeled imellem sine 2 saa forskellige Forældre, saa maatte han dog savne den Følelse af Samhørighed og Forstaaelse, som var Grundtonen i mit.

Da Jer Far var 17 Aar, døde Jer Farfar; og Jer Farmor, som indtil da, altid havde maatte underordne sig sin Mand og være tilsidesat, syntes nu at vilde tage Revance for de tvungne Aar.

Typisk var det, at hun hurtig efter anskaffede sig et flot Køretøj og sølvpletteret Seletøj og begyndte at tage meget ud. Ved saadanne Lejligheder var Jer Far altid Kusk, og kom saaledes til i en ung Alder at deltage i en Selskabelighed, som langt fra var sund, ikke mindst fordi der ved saadanne Lejligheder blev spillet Kort og drukket mere end hvad godt var.

Jer Farmor havde aldrig lært at omgaas Penge, og var derfor ogsaa en daarlig Økonom, da hun endelig i en sen Alder fik noget at bestemme over. Egentlig velstaaende kunne hun ikke kaldes, for der var jo adskillige, som havde Krav paa Jer Farfars Penge, saa synderligt ud over den gode Gaard, har hun ikke haft, og derfor kunde den heller ikke ret længe bære Jer Farmors ikke altid lige velovervejede Dispositioner. At hun byggede et haardt tiltrængt Svinehus var udmærket, men at hun dernæst lod en ellers god Stuelænge rive ned, for at faa den mere tidssvarende bygget op, var mindre godt, især da det viste sig, at hun maatte laane Pengene til det hele, da saa hele Gaarden Aaret efter brændte uden at være ordentlig assureret, saa var det absolut forbi med de gode Kaar. Paa dette Tidspunkt overtog Jer Far Gaarden.

Mit Barndomshjem

I mit Fødesogn, Kr. Stillinge, paa det højeste Punkt, hvor vi havde fri Udsigt over St. Bælt til Fyn, laa den gamle Bondegaard, hvor jeg saa Dagens Lys første Gang.

Porten vendte mod Syd, og uden for laa et gammelt Svinehus. Overfor, paa den anden Side Vejen, som førte op til Gaarden laa en stor Sten op mod en Pil, den husker jeg, at Morfar stod op paa, naar Mor skulde hjælpe ham op paa Ryggen af det gamle, gule Øg, naar han vilde ride i Enghaven. Det var ikke altid lige nemt at slippe afsted med, Mor raadede fra, men Morfar vilde afsted.

Paa samme Side som Stenen var en Vanding. I den var jeg, som lille Pige, engang ved at drukne. Jeg faldt paa Hovedet ned, men fik fat i en stor Sten og kravlede op ved egen Hjælp, bedst husker jeg min Forbavselse over ingen Klø at faa for min Bedrift. Mor tog mig lige saa stille og puttede mig i Seng, og da Far kom hjem, kom de begge hen og stod og saa paa mig uden at sige noget.

Neden for Gaarden laa store Tørvegrave, hvor min Bror og jeg om Vinteren løb paa Is, og oppe paa den høje Bakke ude paa Marken kørte vi paa Slæde, deroppe fra kunde vi se langt ind over Land til den ene Side, og til den anden se Solstraalerne spille i St. Bælt og skimte Kerteminde i det fjerne.

Gaarden var 4 sammenbyggede Længer med Porten midt i den sydlige Længe og en lille Smøge imellem Stuelængen og den vestlige Længe. Gaardspladsen var brolagt, hvor ikke Møddingen bredte sig, og nær dennne fandtes Brønden, som havde Vippe til at hejse Vand op med, den var stensat med store Sten, hvorimellem Fuglene byggede Rede, og det kunde hænde, at vi i Vandet fandt en lille død Fugleunge.

I Længen mod Vest var Tørve-, Hugge-, Hønse- og Faarehus samt Lo. Vi havde mange Faar, og de gik ude det meste af Vinteren. I den søndre Længe var Tærskelo, og i den østre Heste- og Kostald. Ingen af Bygningerne var brede, og jeg husker, at Køerne satte Bagdelen op mod hinanden, saa det næsten var umuligt at komme op bag dem.

Stuehuset laa imod Nord, men med de fleste Vinduer mod Gaarden. Det havde 2 Indgange, som begge var Halvdøre, en til Stegerset og en til Bislaget, hvor der foruden Forstue fandtes et lille Kammer; dette blev, da jeg var Barn, brugt til Opbevaring af Madvarer, senere blev det mit Kammer. Fra Forstuen kom vi ind i Dagligstuen, hvor vi alle spiste og opholdt os, og tillige var den Sovekammer for Far, Mor og os Børn. I Dagligstuen var i det ene Hjørne et stort Bord med hvidskuret Fodstykke, langs Væggene var faste Bænke, Bordendensbænk med udskaaret Panel, hvor vore fintpudsede Sager hængte, 1 Malmstrygejern, de sølvbeslagne Piber og en Lysestage, øverst oppe var en Tallerkenrække med blomstersmykkede Tallerkener, og i Midten et stort Tinfad med Bodstaverne D. C. D.-N. P. S., som vistnok var mine Oldeforældres Navne. Langbænken gik hen under Vinduerne, disse vendte ud mod Gaarden, var blyindfattet og ikke til at aabne. Det gamle Bornholmeruhr stod mellem Bordendenbænken og Døren til Mellemstuen.

Ved den nordre Væg stod 2 Omhængssenge med ternede Omhæng, foran disse var en Fodskammel til at staa op paa. Imellem Sengene, som stod med Gavlen mod hinanden, var et lille Vindue, som kunde lukkes op, under dette stod en Slagbænk, hvor min Bror og jeg laa. I Sengegavlene var der Skabe, det ene til at lukke op udvendig fra, deri gemtes Almanakken, Snusdaasen og andre Smaating, men det andet kunde kun lukkes op inde fra Sengen, og deri gemte min Far sine Penge og Papirer. Ved den nederste Seng, som var min Morfars, stod en Halmstol med grøn Hynde, umiddelbart op til Bilæggerovnen, det var en lun Plads for Morfar. Saa kom den saakaldte Kistebænk, hvor Vasketøjet gemtes, og dernæst Døren til Skorstenen, som var et stort mørkt Rum med en stor muret Skorsten, hvor der blev fyret paa aabent Ildsted. Oppe i Skorstenen sad en Jernstang med Kæder til at hejse Gryderne op og ned. I samme Rum var Aabningen til Bagerovnen, den var muret ud i Haven som en Hvælving. Det var Morfars Arbejde at fyre Ovnen op, og han brugte dertil Ærtehalm, som var rullet sammen i smaa Portioner. Skorstenen skulde ogsaa tage imod Røgen derfra, saa det var godt, den var stor. I Skorstenen var ogsaa Indgang til det lille Kammer i Bislaget og til Stegerset. Stegerset var brolagt, og derfra var Opgang til Loftet og Adgang til Gaarden. Et Par Bænke med Hønsereder havde sin Plads, og et langt Bord til Fade og Tallerkener, og underneden Hylde til Gryder, Pander osv. Ved Enden af Bordet stod den saakaldte Snedskid, det var en stor Trærod med 3 Ben under, som vi stod paa med Opvasken, for vi havde jo ingen Vask. Under denne fik Kattene deres Mad. Et Blyvindue vendte ud mod Gaarden, og endelig var der Bryggerkeddel og Kar m. m.

I samme Ende af Stuelængen var Karlekammeret med Indgang fra Smøgen og endvidere en Indsidderbeboelse, som havde Indgang fra Vest, hvor Askemøddingen laa, denne blev ogsaa brugt til at forrette sin Nødtørft paa, for den Slags smaa huse kendte vi ikke.

Overfor Dagligstuen laa Mellemstuen. Her sov Pigerne og havde der deres store Klædekister. Fra Mellemstuen var mod Nord taget et lille Stykke fra, som blev benyttet til at opbevare Mad, Øl og Brændevin i. Af Brændevin fik vi altid ½ Td. af Gangen, det blev tappet paa Flasker, og hver Mand fik sin Snaps.

Fra Mellemstuen førte en Dør op til den store Øverstestue, som indeholdt alle de store Kister og Skabe med Dyner og Tøj i, her var 4 Fag Vinduer, 2 mod Gaarden og 2 mod Haven, disse var lukket med store Trælemme med Jernspir for. Saa var der endnu et Kammer mod Nord, hvor Salteollen stod. Det var en stor udhulet Træstamme som brugtes til at salte Flæsk i. Naar vi slagtede, blev der lagt 2 store Træplader op i Øverstestuen, hvor alt Flæsket blev lagt op og saltet ned til hele Aaret.

Den Gang købte man kun fersk Kød i Høsten og til særlige festlige lejligheder.

I Kammeret fandtes et ganske lille Vindu med Jernstang for, saa ingen kunde komme ind at stjæle. Dengang stjal man næsten altid Fødevarer. Penge var der ikke ret mange af blandt Folk.

Kammeret brugte Mor ogsaa til at putte os op i, naar hun blev vred paa os, og det var meget slemt at komme derop.

Bag Stuelængen laa Haven, som var indhegnet med et stensat Gærde med Barberis. En Dag lavede jeg Krenoline af Barberisens Grene, jeg trak den ind i Sømmen af mit Skørt, og Meningen var jo, at den kønt skulde have rundet sig om mig, men den stod i 17 Hjørner om mig, og Mor og jeg var ikke gode Venner over den Historie. Buskbom, kantede Gange og Blomsterbede. Jeg husker vi havde tidlige Paaskelillier, Pæoner og Natvioler, som duftede saa stærkt, Syrener havde vi ogsaa og et Par Blomme- og Kirsebærtræer og endelig det Kastanietræ, som staar der endnu og som min Mor og Far plantede, da de kom til Gaarden.

Vi havde ogsaa et Bed i Haven med Lægedomsurter. Regnfan, som blev brugt til Ormfrø, det fik vi i Puddersukker, Krusemynter, som blev brugt til Urteposer, som blev varmet paa Kakkelovnen, det var godt for Ørepine og Forkølelse. Malmurt til at sætte paa Brændevin, og det var en god Snaps for en daarlig Mave. Buskbomen brugtes til Kranse ved Begravelser, vi havde intet andet grønt, som egnede sig dertil.

Vi havde altid 2 Piger paa Gaarden, Storpigen og Lillepigen, og en større og en mindre Karl, en Husmand og en Vogterdreng, han var den mindste, men havde den værste Plads. Om Sommeren maatte han op Kl. 4 og ud med Hjorden. Først paa Sommeren vogtede han Gæs og Lam og senere Kvæget, som gik løst flere Maaneder. Han var ogsaa den, der blev sidst færdig. Naar de andre havde endt Arbejdet, skulde han ud med Hestene i Marken, saa Klokken kunde tit blive 10, inden han naaede saa langt, andre Tider var det jo ikke lige saa galt. Sin Mad fik han i Reglen med ud, men spiste han hjemme, maatte han staa op imellem Pigerne, saadan var Skikken, og da Lergulvet foran Bordet var slidt langt ned, kunde han heller ikke naa Maden siddende. Middagssøvn var der heller ikke noget der hed, for saadan en lille Fyr, og naar han kom i Skole, hvad nu ikke gik saa tit paa, saa sov han tit sødeligt, hvor der da var en Lærer, som forstod hans Kaar. I min Morfars Tid skulde Drengen ogsaa have sine Prygl, men trods Far var streng, saa brugte han dog ikke det. Vi Børn blev jo ogsaa tidligt vænnet til Arbejdet, men det var dog under formildende Forhold.

Pigerne maatte gøre meget Arbejde ude. Skære Tørv, strø Møg, og det var Storpigens Arbejde at lægge al Sæden. Sommeren igennem var de ude begge to.

I Hjemmet var der ikke megen Opvartning. Vi spiste alle af et Fad, og hver Mand slikkede sin Træske ren og satte den bag Vindueshaspen eller ind i en lille Hylde oppe under Bjælken. Vi kunde bare prøve at vaske den og ødelægge alt det glatte. Til sulet havde hver sin Lertallerken, men ingen Kniv eller Gaffel, havde man en Lommekniv, blev den brugt, ellers bed man af Flæsket, hver fik sin Portion. Vor Middagsmad bestod mest af Suppe, Kaal og Ærter, altsammen kogt på Flæsk. Vælling var ogsaa ret almindeligt, men Risengrød var Søndagsmad.

Mejeriet gav heller ikke meget Arbejde. Paa to lange Hylder i Dagligstuen under Loftet stod Mælken i Fade, paa disse var der Kridt skrevet 1-2-3 Maal, alt efter som det var Morgen-, Middags- eller Aftenmælk. Jeg mindes Mor om Morgenden tog Mælken ned og blæste Fløden af i en stor Træbøtte, naar der saa var nok til Kærning, blev den sat ind for at lunkes ved Kakkelovnen. Om Vinteren kneb det tit med at faa Smør, for Køerne var da i daarlig Foderstand og til dels golde. Hjemme gik det endda nogenlunde, men det hørtes tit, at Mælken var blevet forhekset det ene eller andet Sted. Saa sende man Bud til en klog Mand, og et almindeligt Raad var, at man skulde passe på, at den første, som kom og bad om Mælk, ikke tog et Straa med fra Taget, for saa havde det Onde ingen Magt mere. Ja, den Gang kunde Folk nemt blive Hekse.

Om Vinteren var der Travlhed med at spinde, saa snart der var Tid. Konen spandt Rendegarn, Storpigen Islet og Lillepigen kartede. Sommetider hjalp Karlene ogsaa at karte, saa gjorde Mor det festligt og gav Kvældsnadver, det var et Stykke ekstra Mad Kl. 9, naar vi holdt op. Det var ogsaa et langt Aftensæde fra 5-9. Vor Aftensmad spiste vi i Mørkningen for at spare Lyset. Tit fik vi Kartofler, som vi selv pillede, og dyppede dem i Mælkesovs, serveret i Panden og anbragt midt paa Bordet, var der en Klat Smør i, var det om at gøre at ramme den. Ellers fik vi vore Midaftensstumper og bagefter Mælkgrød.

For det meste laa Karlene og sov paa Bænkene hele Aftenen, saa hændte det at Pigerne listede sig til at sy Buksebenene sammen eller Ærmet til Lommen, naar de havde stukket Haanden ned i den. Saa var der Halløj, naar de vaagnede og skulde ud at give Heste. Vi havde jo kun en Bog om Aaret, Almanakken, og den kunde vi jo snart faa læst.

Julen bragte en kærkommen Forandring i Dagliglivet. Juleøllet skulde brygges, og det skulde være saa fedt, at det hængte ved Fingrene, og Julebagningen var en stor Historie. Vi bagte baade Rugbrød, Sigtebrød, Julekager og Pebernødder, det stod paa i et helt Døgn, for Ovnen skulde benyttes, medens den var varm. Endelig blev der ogsaa slagtet, i Julen skulde der være rigeligt af alle Ting, og lille Juleaften bagte vi Æbleskiver.

Naar saa Juleaften oprandt og alt var pudset og nyvasket, lige fra Sengeomhænget med de hvide Frynser og Messinglysestagerne paa den hvide Dug til Folkene, som højtidelig kom ind og ønskede glædelig Jul, saa følte vi, at nu var der Fest, og om end Tankerne kredsede om al den gode Mad, vi havde i Vente, saa fik vi Børn dog et uforglemmeligt Indtryk af Højtid, naar Mor med dyb Alvor istemte Julesalmerne, hun vilde saa gerne, at alle skulde være med, og var selv en dyb Natur, og der var saa meget i Hjemmet, som gjorde Mor saa ydmyg. Faa kunde som Mor fortælle for os, især husker jeg, hvor kønt hun fortalte om Fuglene, og lidligt lærte hun os at bede vort Fadervor. Juletræ kendte vi ikke, men alt var storartet alligevel. Hver fik sin Portion af Goderne, som de siden kunne holde sig til Gode med. Karlen fik 10 Æbleskiver og Drengen 8, og de blev gemt i Kistelædiken. Saa fik de hver en Julekage paa 3-4 Pund og en Ost, som de forærede deres Forældre, eller hvem der stod dem nær.

Det første jeg kan huske, fik alle Folkene vasket, hvor de tjente, det var en Del af deres Løn, som ellers mest bestod af Tøj, og her, som alle andre Steder, var det Drengen der skulde have det ringeste, han skulde have Skjorte af det med Skæver i, og det var tit saa groft, at det rev Huden i Stykker. Til Karlelønnen hørte 1 Sæt Vadmelstøj, 1 Par Lærredsbukser, 1 Par Strømper og Strømpefødder og de Træsko, de sled. Pigerne fik Hvergarn til en Kjole og Vadmel til et Underskørt, 2 Stk. Linned og Garn til Strømper og saa nogle faa Rigsdaler.

Efter Julen begyndte vi at spinde Hør og Blaar til Lærred. Garnet skulde koges og bleges tre Gange, førend det om Foraaret skulde til Væveren. Som Lærred skulde det igen paa Bleg, saa blev det lagt ud paa græsmarken, men helst skulde det være færdig og syet, inden der blev travlt med Markarbejdet.

Vi avlede ogsaa Hør og havde, som de kaldte det, en Skp. Hørsaaed. St. Hansaften fulgtes Manden og Konen ud at majse Hør, d.v.s. de satte Pilekviste ned i Hørren, for at angive, hvor højt den skulde vokse. Naar den saa var gul, blev den rusket og tærsket, og blev saa bredt ud og fik Vand til Skallen blev mør, saa blev den tørret ved et Baal, som var anbragt i en Grav. Over denne var lagt Stænger, hvor Hørren laa, det kaldte vi en Brudegrav. Det var en hel Fest, og der kom fremmede for at hjælpe til. Derefter skulde den brydes, og saa vankede der ekstra Mad. Siden kom der Koner for at hjælpe med at skætte, og den Dag, der blev halvskættet, vankede der Pandekager. Tilsidst skulde den hejles, det var det mest betroede Arbejde, og dertil var Konen tit med, men saa var den ogsaa færdig til at spinde.

Naar Vadmel og Hvergarn var færdig fra Væveren, kom Skræderen. Han havde sin Plads oppe paa Bordet med Benene over Kors. Der sad han og syede og fortalte, alt imedens han tog sig en Snus. Han kunde mange gode Historier om Nisser, Trolde, Genfærd og Spøgelser, det var ikke nemt at være modig den Gang, for hvad skulde man tro, naar voksne Mennesker paastod, at de selv havde baade hørt og set de underligste Ting. Ved Gilderne blev der ogsaa af gamle Koner fortalt om slige Ting, saa det kunde løbe én koldt ned ad Ryggen.

Alt det, jeg hidtil har fortalt, er fra min tidligste Barndom. Den Gang hørte det samme Areal til Gaarden som nu, paa nær 3 Td. Land, som blev solgt fra til Taarnhøjmøllen; dette Stykke blev kaldt for Lushøj.

Min Far var en dygtig Mand, og som han i Hjemmet, tidt paa en haardhændet Maade, satte sin Vilje ind paa, hvad han mente var rigtigt, saadan gjorde han ogsaa udadtil.

Da det politiske Røre begyndte med alm. Stemmeret osv., skrev han imod Præsten, da denne paa et Møde havde hævdet, at det var at give Tugthusfanger og Fattiglemmer lige Ret med alle andre. Det var en Bedrift, som Far gerne kom tilbage til. Rigtignok maatte han have sin Nabo, Anders Andersen, til at skrive for sig, for det havde han aldrig selv faaet lært. Paa den Tid begyndte Folk at holde J. A. Hansens Blad, og der blev i det hele taget Lejlighed til at læse noget mere end tidligere. Samtidig begyndte den unge Gmd. Jørgen Christensen, Bondestandens Sparekasses Stifter, at virke, og der var i Tiden meget nyt, som ogsaa satte sit Præg paa vort Hjem.

Min Far, som paa dette Tidspunkt havde overtaget Gaarden, fik derved store Udgifter, men dygtig som han var, gik det dog fremad.

Hvad det huslige angik, var Far meget nøjeregnende, og vi havde f. Eks. af Porcellæn kun, hvad vi brugte hver Dag. Saa kom min Søster hjem fra Tjørnelunde, hvor hun som mindreaarig var sendt over til Far's Slægt, meget imod Mors Vilje og sikkert til Fortræd for Karen, for hun havde i alle de Aar mødt saa megen Strenghed, at det var blevet en Del af hende selv, men Far havde været ubøjelig, trods Mors Sorg derover. Slægten i Tjørnelunde stod altid for Far som noget stort, og da Karen nu kom hjem og syndes, at vi skulle have forskellige Ting, som de havde det der, saa bøjede han sig, og vi fik baade Sukkerskaal, Flødekande, 2 Smørassietter, Kartoffelfad, Stegefad og 6 Par Kopper med Indskrift; men saa mente Far ogsaa, at vi godt kunde være sammen med Naboen om det.

Far satte, som jo klogt var, alle sine Penge i Gaardens Drift, han købte Køer hos Husmændene, og hvor de havde godt Tillæg, og Smørret blev ikke mere solgt til Hønsekræmmeren, men paa Torvet i Slagelse, og da Mor var overordentlig propper med Smørret, som med alt hun havde med at gøre, saa opnaaede hun altid en fin Pris efter den Tids Forhold. Udlodden satte Far ind paa at faa drevet ordenligt op, og i Løbet af faa Aar gav den et godt Udbytte.

Ved den Tid, da jeg var en 8 Aar, fik vi en Karl, som hed Jens, i Tjeneste, han var fra Havrebjerg og kom til at betyde meget for Aandslivet i vort Hjem. Han var konfirmeret i Havrebjerg af Pastor Budts, som var en af de første grundtvigske Præster og var meget vaagen for alt godt i Tiden. Han gav mig en lille Salmebog og lærte mig at synge i den. Mor var saa glad, hun vilde selv saa gerne sprede Lys og Mildhed om sig, men følte haardt, at hun magtede saa lidt. Vi begyndte nu at gaa til Havrebjerg Kirke. En Juleaften, jeg var der sammen med Mor og Far, staar endnu for mig som et straalende Minde.

Til Stillinge Kirke naaede intet af dette ny; den gamle Provst Zahle, som holdt mest af at komme til Valbygaard og spille Kort, prædikede stadig der for tomme Bænke.

Derimod havde vi til Lærer den udmærkede og afholdte Hofman; ogsaa han tog meget til Havrebjerg og var meget interesseret i de nye Sange. Af ham modtog vi noget af det bedste, vi fik i vor Bardom, han satte sit Præg paa alle, han kom i Berøring med. Han fik ogsaa oprettet en Læseforening, som blev modtaget med megen Begejstring. De første Bøger var af Anton Nielsen, det var Læsning, som Folk forstod.

En kirkelig Handling, som jeg husker fra den Tid, og som ikke bruges mere, var Indledelse af Barselkone. Kirken var det første Sted, hun skulde til, efter at havde født sit Barn. Sammen med en anden Kone stod hun under den anden Salme i Vaabenhuset, saa gik Præsten ud og talte til hende. Var det nu en god Præst, havde han jo noget at sige hende om den Gave, Gud havde givet hende i det Barn, som var født og blevet hendes Ejendom udover Livet, og til sidst lyste han Velsignelsen over hende.

Den Gang blev der holdt Kontrol med, at Folk gik til Alters 2 Gange om Aaret, Foraar og Efteraar. Først blev de indtegnede, saa mødte de til Skrifte om Lørdagen og saa til Alters om Søndagen. Første Søndag gik Mand og Kone, og næste Karle og Piger, og den Dag skulde de komme fastende. Mændene mødte med deres høje Silkehatte og Kvinderne i sort Kjole og Korsklæde, det var Altertøjet. De ældre havde ogsaa deres Ligtøj liggende, det hørte med til Udstyret.

Jeg gik til Præst hos Provst Zahle og jeg husker, at jeg en Dag sagde grædende til Mor, at hvis jeg ikke havde gaaet i Skole hos Hofman, saa havde jeg ikke vilde været konfirmeret.

Jeg syntes vist, at Zahle havde givet mig for lidt, men Konfirmationsdagen talte han over Ordene: "Herre, hvor skulde vi gaa hen uden til Dig, som har det evige Livs Ord", saadan saa jeg aldrig har glemt det.

Nu kom saa Ungdomstiden. Den Gang var det jo Skik, at Børnene blev hjemme, naar der var Arbejde til dem; men jeg vilde saa gerne ud, og da jeg var 17 Aar fik jeg Lov at komme over paa Bødstrupgaard for at lære Mejeri og Husholdning. Det var Bøttemejeri. Mælken skulde skummes og bæres op af os Piger inden Malkningen Kl. 4 bygyndte, saa vi maatte op ved 2 Tiden. Lille og spinkel som jeg var, oversteg det mine Kræfter og da 1/4 Aar var gaaet blev jeg syg, og Dr. sagde, mine Forældre skulde tage mig hjem. Selv syntes jeg det var en Skam, men jeg havde lært, om ikke andet, at der hjemme var godt at være.

Min Søster, som havde været forlovet med Smedens Søren, blev nu gift og kom til at bo neden for vor Mark, hendes Mand var Smed og havde et Sted med 8 Td. Land.

Nu var min Bror og jeg saa ene derhjemme. Vi kom altid godt ud af det, og fulgtes ad til Ungdomsgilder og ved andre Lejligheder, og kom ogsaa op i jer Fars Hjem, der var altid morsomt, for der var saa mange unge og lidt ældre, som alle tog Del i Legen. Vi kom ogsaa i Anders Jensens Hjem.

Da min Bror var 15 Aar brækkede han sit Ben i en Mergelgrav, Jorden faldt ned og slog det over, og nu fulgte et længere Sygeleje, men der kom mange og saa til os i den Tid, ogsaa Hans Nielsens Niels og Hofman, det var dem jeg var mest optaget af. Min Bror var glad ved at læse, og naar der kom Besøg blev mange Ting drøftet.

Da jeg var 19 Aar indtraf en Begivenhed, som blev afgørende for mit liv. Ved et Julehilde hos Søren Christensen, medens vi sad og drak Punch, spurgte Jer Far mig, om jeg vilde tilhøre ham, og det lovede jeg, og blev det end ikke netop en Dans på Roser, saa fortrød jeg det aldrig, og det var en lykkelig Pige, som kom dansende ind ad Porten i den tidlige Morgenstund, medens Far sammen med Folkene sad ved Davrebordet. Stine Kone, som den Gang tjente hos os, sagde at hun kunde se paa Far, at han anede, der var sket noget usædvanligt, det var jo ikke godt at vide hvad.

Imidlertid blev jeg syg af Difteritis Helligtrekongeraften, og saa blev Hemmeligheden afsløret, for den Gang regnede man ikke med Smitte, og saa maatte Jer Far da ud at besøge mig. Min Bror og Stine fik baade Difteritis og Skarlagensfeber, men det strengeste var, at min Søster Karen, som ogsaa kom og saa til os, blev smittet. Den 30. Januar fødte hun en lille Pige til Verden, og de første 4 Dage var de saa lykkelige, men saa brød Sygdommen ud. Mor var meget nede hos hende, og det var jo svært for Karen, da hun blev klar over, hun ikke kunde komme over det, men saa en Nat Mor sad hos hende, vaagnede hun og fortalte smilende, at hun havde bedt Vor Herre om et Tegn, og nu havde hun set et hvidt Kors dale ned foran sig, og sagde hun: "Nu er jeg saa glad og vil gerne dø, naar kun min lille Pige maa leve, for ellers bliver det saa svært for Søren".

Jeg var ogsaa nede at sige Farvel til hende, og jeg lovede min Søster, at jeg altid skulde være god ved hendes lille Pige, og det stolede hun paa. Min gamle Morfar, som var 80 Aar, var saa ked af, at han ikke fik sagt hende Farvel, men han fik Lov at gaa hjem til Julen uden forudgaaende Sygdom, han savede Brænde Dagen før han døde. Han holdt saa meget af os Børn.

Min Søsters Bortgang var en stor Sorg for os alle, og for mig var det som om Ungdomslegen nu var forbi og Livets Skole begyndte. Den Vinter kom Forstander Anders Jørgensen, Høng Højskole, paa Besøg i mit Hjem, og det blev bestemt, at min Bror den følgende Vinter skulde paa hans Skole, og kom der sammen med flere fra Sognet. Til alt Held for mig, gik det op for min Far, at det ogsaa var noget for Piger, og jeg kom der den følgende Sommer 1874 sammen med Søren Vallentins Stine.

Det blev en rig Tid for mig, atl det jeg havde oplevet Aaret forud gjorde, at jeg var meget modtagelig og at jeg forstod Jørgensen saa godt. Han havde den Gang nylig mistet sin Kone og havde en lille Dreng.

Vi var 12 Piger, og især husker jeg fra den Tid, hvorledes han gik med hele Flokken i Haven, vi spurgte og han fortalte.

Samme Aar laa Jer Far i Lejren ved Hald, og vi kom tilbage til Hjemmet paa samme Tid.

Jeg brændte efter at delagtiggøre andre i al det dejlige, jeg havde oplevet og faaet Øjnene op for, og allerhelst vilde jeg naturligvis dele det med Jer Far, og han var lydhør for meget af det, han havde jo selv mødt saa lidt af den Slags i sit Hjem, men det kneb tit for mig, for nu vilde jeg jo saa gerne leve videre i den Retning, og det blev min Kamp for Livet.

Jer Far og jeg var begge saa unge, og det havde været godt, om vi havde kommet lidt ud blandt andre Mennesker og høstet Erfaringer, men saadan var Tidens Tanker ikke. Jer Far var jo sin Mors eneste Søn til en god Gaard, og naar vi skulde være hjemme, kunde vi lige saa godt gifte os. Jer Farmor var selv Ejer af Gaarden, saa Jer Far skulde være Bestyrer og jeg jo hans Kone.

Sommeren 1875 byggede Svigermor nyt Stuehus, det blev rejst St. Hansdag, og jeg havde syet et lille Dannebrogsflag til Højtidligheden. Da Huset var færdigt, holdt hun stort Rejsegilde, og jeg var deroppe at hjælpe, bl. a. hængte jeg Gardiner op. Til min Overraskelse gik det op for mig, at de ikke var betalte; det var noget jeg ikke var vant til hjemme fra, saa det faldt mig stærkt for Brystet, selv om det ikke var for Pengenes Skyld, jeg gerne vilde have hendes Søn.

Vort Hjem i Stillinge.

Den 3. December samme Aar havde Jer Far og jeg Bryllup. Provst Bondesen viede os. Brylluppet var ikke stort, jeg havde faaet Lov at bestemme, hvordan det skulde være, og der var kun vore nærmeste Naboer og vore Folk med. Far og jeg var alene i Kirke sammen med min Far og Søren Christensen. Det regnede lidt da vi kørte derop. Vi tog hinanden under Armen, og gik saaledes igennem Kirkeporten og ind i Kirken. Jeg husker det alt sammen saa tydeligt, og jeg syntes det var saa højtideligt.

Nu begyndte et helt nyt Liv for mig. Indtil da havde Jer Far og jeg haft det saa frit, naar vi besøgte hinanden, vi kunde altid faa Lov at tale alene sammen om alt vort, men nu blev det helt anderledes. Vi skulde dele Soveværelse sammen med Svigermor og en Dreng, som hun havde af sin Familie.

I det fælles Soveværelse havde Svigermor sin Klædeskiste et lille rødt Bord med Skuffe, som endnu er i Familiens Eje. I denne Skuffe, som ikke var til at laase, opbevarede hun sine Penge; alle andre Steder laasede og lukkede hun, men Pengene laa aaben for alle, og Drengen havde saa tidt Penge, som han ikke kunde være kommet ærligt til.

Ane Hans Nielsen

Svigermor havde jo aldrig været lykkelig i sit Ægteskab, og det var vel det, som havde sat sit Præg paa hende, saa hun var blevet indesluttet og tavs, og i Forhold til som hun havde haft det, saa havde jeg det jo godt; men svært var det alligevel tidt, for jeg kunde nemt se, at min Hjælp var tiltrængt. Jer Far bad mig om at faa Spindevævene fejet ned, men jeg syntes ikke jeg turde, hvor gerne jeg end vilde, og saadan var det med meget, men som Tiden gik, kom ogsaa den Tid, at Svigermor satte Pris paa Properhed. Jeg kan huske, at jeg tænkte, da min Far kom trækkende derop med en Ko og en rød Hoppe: "Bare du havde beholdt det derhjemme, for os hjælper det dog ikke".

St. Hansdag 1876, den første Sommer vi var gift, brændte hele Gaarden ned. Jeg var ene i Stuen, da en af Pigerne raabte; ind ad Køkkendøren: "Mette, Gaarden brænder". Og da jeg saa ud, løb Ilden allerede langs Rygningen paa den søndre Længe, og et Øjeblik efter stod hele Gaarden i Flammer. Svigermor var i Haven og kom løbende paa Hosesokker ind og trak sin Fjedervogn ud. Alle Folkene var paa Tørvemosen i Øster Stillinge sammen med Jer Far, de naaede først hjem, da alt var brændt. Jeg skyndte mig at lukke alle Vinduerne og Havedøren op og aabnede Skabe og Kister, saa kom Byens Koner og de faa Mænd, som var hjemme og bar Tøjet ud i Møllerkrogen, saa vi fik reddet altsammen, ogsaa det Tøj, jeg skulde bruge til min lille Pige, som blev født 3 Maaneder efter.

Som jeg rigtig masede paa med at bære Sengetøj ud, kom vor gode Nabo Kristen Pedersen og sagde: "Dette er ikke noget for Dig Mette", og saa kunde jeg pludselig ikke mere. Jeg kom saa over i Præstegaarden, som laa over for, og jeg husker at Provstens gamle nervesvækkede Søster tog sit lille Silkehalstørklæde af og vilde give mig det, men jeg var alt for oprevet til at hvile, som de vilde have jeg skulde, jeg maatte afsted igen for at træffe Far, som nu var kommet hjem.

Da alt var brændt, maatte vi jo se at faa et Sted at være, og jeg flyttede saa hjem til Taarnhøjgaarden og kom til at bo i mit gamle Kammer, og Svigermor flyttede over i Præstegaardens Kælder, som Provst Bondensen tilbød hende, og der førte hun Husholdning, til Stuehuset igen var opført.

Da Gaarden igen skulde opbygges, saa det ud til, at Svigermor vilde overlade det til os unge, og det vilde have været godt for os, for saa vilde min Far jo blive taget med paa Raad, og Gaarden vilde være blevet flyttet ud paa Bakkerne, midt paa Lodden, men da det saa kom saa vidt, at Papirerne skulde underskrives, sagde Svigermor alligevel nej, og det blev saa hende, som sammen med Haandværkerne, kom til at bestemme, hvordan der skulde bygges, og det blev dyrt.

Den 14. September blev vor lille Pige født og fik Navnet Anna Catrine Hansen, jeg holdt hende selv over Daaben. Da hun var 5 uger, fluttede vi op i det nye Stuehus, som nu var færdigt, men min Far havde stillet den Betingelse, at Drengen Svigermor havde, og som havde foraarsaget Ilden ved Tobaksrygning, skulde blive i sit Hjem. Svigermor var jo vred over det og talte slet ikke til mig i den første Tid, skønt vi endnu delte Soveværelse sammen; men Far og jeg var jo glad for vor lille Pige, og den Tid kom da ogsaa, da Svigermor blev glad for hende.

Jeg Fars Familie var stor, og den kom meget i Hjemmet, der var jo saa mange, som i Aarenes Løb havde haft deres Tilhold der. Svigermor tog ogsaa meget ud, og nu, som inden jeg kom derop, skulde Jer Far køre for hende, det blev min store Sorg, for der vankede altid rigeligt med Kaffepunch ved saadanne Lejligheder.

Fra gammel Tid var det Skik, at vi der paa Gaarden om Søndagen tog mod Folk, som kom kørende til Kirke, og ved Højtiderne kunde Gaarden være fuld af Køretøjer, det gav jo noget ekstra og bestille, og var ogsaa forbunden med Udgifter, for der skulde ogsaa gerne serveres Kaffe. I det hele taget kostede det at have saa god Plads, det mærkede vi ogsaa ved Fastelavnstider. Jeg husker vi en Fastelavn havde 3 Gilder. De unge om Mandagen, og de holdt ud til 8 næste Morgen. Fredagen derefter Gaardmændene, som holdt lige saa længe ud, og saa om Søndagen Husmændene, og de blev ved endnu længere, men hvor var de morsomme.

Traktementet lød for hvert Hold: Æbleskiver og Smørrebrød, naar de Kl. 4 kom. Kl. 10 dækket Bord, Kl. 12 Puns, The og Kaffe, og ind imellem blev der budt Smørrebrød, Øl og Snaps, og til sidst Frokost og Kaffe med Klejner og Søsterkage, heldigvis var det sjældent, at nogen fik for meget. Det var lystige Gilder, Mændene traadte i Gulvet og smed Trøjerne, saa kunde de bedre svinge Kvinderne med de vide Hvergarnskjoler, og selv om Mændene til Hverdag stod skarpt over for hinanden, saa lagde de ved saadanne Lejligheder alle Stridigheder til Side og morede sig med sunde Løjer. Hofman kunde ogsaa være med og Jørgen Kristensen, som var et vittigt Hoved. Til et saadant Gilde var det, at Mor gav mig den store Bakke. Jo fornøjelige Dage havde vi ogsaa. Efterhaanden satte Svigermor ogsaa pris paa, at jeg kunde ordne saadanne Ting, som kneb for hende.

Det næste Aar den 30. November kom saa vor første Dreng, som fik Navnet Hans Kristian Hansen. Hvor var jeg glad, at min Mor var saa nær og saa tit kom og hjalp mig, for jeg var den Gang slet ikke stærk. Den lille Karen var nu saa stor, at hun kunde følge med.

Svigermor var meget optaget af, at vi havde faaet en Dreng, og vilde have stort Barselgilde. Jeg var ikke glad for det, men hun var jo Manden på Gaarden. Det skulde være en søgn Dag og blev da bestemt til en Fredag, og Faddere var Stine og Kristen Pedersen. Bedemanden blev sendt ud, han skulde sige: "Jeg skal hilse fra Niels Hansen, hans Kone og deres lille Søn, om I vilde være saa god at komme og spise til Middag, og saa være med i Gildelaget".

Naar der skulde bedes til Suppegilde, skulde der bedes 2 Dage før, saa de kunde faa Tid at komme med Føring, det var Storpigens Bestilling. Hun kom med Kurv med et Smørlag, det var ca. 4 Pund, 1 Snes Æg, 2 Høns, 1 Skilling til Boller og 1 Flaske Fløde. Pigerne, som kom med det, blev bespist og fik en svingom.

Paa Højtidsdagen holdt jeg selv min lille Dreng over Daaben. Gæsterne kom først om Eftermiddagen, de blev modtaget i Gaarden af Spillemændene, som stod for Døren og blæste, hver Gang der kom nogen gaaende eller kørende. Ja stort skulde det være og skidt var det. Jeg var saa træt og nervøs, og lille Anna var syg, men Festen gik sin Gang. Alle Stuerne var fulde af Gæster, Musikken spillede, og Suppen blev baaret ind. Saa pluselig meldtes der, at nu var der ikke flere Boller, de var kogte i Stykker. Det var en værre Redelighed. Omgangen var ikke naaet rundt, men heldigvis var det da Mændene, som ikke havde faaet. Der var ikke andet at gøre, end at bære Kødet og Peberroden ind, saa de da kunde faa det, de kunde spise. Til sidst blev jeg syg og maatte lægge mig. Jo, det var vel nok et rigtigt Barselgilde. Jer Far sagde da også: "Om vi faar aldrig saa mange, saa skal vi ikke have saadan Barselgilde mere." Det blev forøvrigt ogsaa Slutningsgilde for Svigermor, for da vi nærmede os den næste Termin, saa sagde hun, at nu kunde vi få det.

Unge som vi var, blev vi glade for at blive selvstændige, selv om min Far sagde, at det saa for broget ud til, at vi kunde komme igennem det. Vi holdt den jo alligevel gaaende i 19 Aar.

Nu begyndte en ny Tid for os, trods min Fars Spaadom tog vi fat med frisk Mod, og fra den Dag vi fik det overdraget, trak Svigermor sig tilbage, og jeg fik lov at ordne det hele paa egen Haand. Den Sommer var Jer Far 30 Dage paa Manøvre, og i den Tid var min Bror Hans oppe hos os. Svigermor satte saa megen Pris paa min Bror, saa alt gik udmærket. Min Bror og jeg kunde jo altid godt sammen den Gang.

1879 døde Hofman, han var den Gang Lærer i Viby ved Roskilde. Far var sammen med flere inde og følge han til Jorden. Samme Aar blev Vilhelm født den 5. August, og jeg kunde da ikke tænke mig noget bedre Navn til vor lille Dreng, end vor afholdte gamle Skolelærers. Vi havde Barnedaab og Høstgilde paa en gang, jeg bar han selv og gamle Jens Hansens var Faddere, og han kom til at hedde Jens Vilhelm Hansen. Grundet paa forskellige Familieforhold blev det Barselgilde ogsaa en bevæget Dag, ikke saadan som jeg helst vilde haft det.

Samme Sommer var Maren, som senere blev min Brors Kone, kommet til Stillingeegnen for at lærer Folk Mejeribrug i Hjemmene og kom ogsaa hos os, saavel som derhjemme, hvor hun snart blev forlovet med min Bror, og medens jeg var syg efter Vilhelm, styrede hun Hus hos os. Det gik dog ikke ret godt, hun var meget dygtig, men kunde slet ikke med Svigermor, saa det blev en alt andet end rolig Tid, saa jeg var glad, da jeg igen selv kunde, og morsomt var det for mig at mærke, at Svigermor var glad for vore 3 smaa Børn, især interesserede Drengone hende. Min egen Mor kom tidt sammen med Karen, som vi alle var glade for, og ingen kunde være Barnepige som Mor. Anna var især hendes Pige, og hun forvænte hende; hun syntes vist, hun havde lidt mere Del i hende, fordi hun var født derhjemme.

Næste Aar blev der en stor Forandring i mit gamle Hjem. Min Bror blev gift og hans unge Kone tog hele Styret, saa Mor følte sig helt overflødig og ulykkelig. Det var en streng Tid og det gjorde mig saa ondt for min gode, sagtmodige Mor, som absolut ikke kunde træde op over for nogen, selv om hun skete Uret.

Den 15 Febr. 1881 blev Karen født og samtidig fik min Bror deres første Pige, Marie, som blev til megen Opmuntring for min Mor. Karen fir i Daaben Navnet Karen Kristine Hansen og Moster Ane og Niels Larsen var Faddere.

Den følgende Sommer skete der igen Forandring i mit gamle Hjem. Min Bror og Maren rejste pluselig væk sammen med deres lille Pige. Min Far var blevet klar over, at det ikke kunde blive ved at gaa som det gik, og saa var der kommet et Opgør, men ogsaa det gik min Mor til Hjertet, og hun var glad, da de en 14 Dages Tid efter vendte tilbage igen. Nu skulde imidlertid min Far og Mor staa for Styret, og nede ved den lille Skov, som Mor og Far havde plantet, blev bygget et dejligt lille Hus, hvor min Brors flyttede ned, da det var færdigt. Valdemar var imidlertid blevet født, og medens de boede nede i Huset, fik de Viggo. Jeg husker, jeg var ude og tog imod ham. Der gik dog ikke mere end 1 Aars tid eller 2, inden min Brors flyttede op paa Gaarden og Far og Mor ned i Huset.

Forholdet de gamle og unge imellem har jo alle Tider været et vanskeligt Proplem, og ikke mindst, hvor det gælder Afstaaelse af Hjemmet fra den ene Generation til den anden. Det var vanskeligt, da Far og Mor skulde overtage efter Morfar, det var det ogsaa da vi skulde overtage efter Svigermor, og det var det ikke mindre i mit gamle Hjem i disse Aar. For min Mor var det især svært, for hun aandede aldrig frit, hvor der var Ufred til Stede.

Da min Bror overtog Gaarden bestemte Far, at jeg skulde have 14,000 Kr. og Karen 7,000 Kr. Karens Penge blev sat hos Niels Hansen, Risegaard, og af de 14,000 Kr. jeg skulde have, skulde de 4,000 blive staaende, saa min Far og Mor kunde faa Renterne af dem saalænge de levede. Min Far havde indtil da betalt en vis Sum i Renter for os, nu skulde vi selv klare det.

Vi fik saa betalt den løse Gæld og Vekselgæld, og hvad der blev til Rest, blev sat i en Ejendom. Den Dag min Far kom græd jeg, medens jeg sagde Tak. Jeg havde paa Følelsen, at de Penge ikke vilde hjælpe os.

Den 28 November 1883 fik vi en lille Dreng, som i Daaben fik Navnet Henrik Johannes. Smed Søren Hansen og hans Kone var Fadder. Johannes var født med indvendig Hageskaar, al sin Mad maatte han have med Ske, eller kunde han ikke synke den. Da han var ½ Aar rejste ind til en Professor i København med ham, for at han kunde blive opereret. Den Rejse var streng for mig, jeg syntes bestandig, at jeg nu, lige som Abraham, skulle ofre min egen Dreng, og stor var min Glæde, da Professoren ikke vilde operere ham, men sagde, at de ikke mere foretog den Operation, men når han blev 9 Aar skulde han have en Sølvgane. Han blev dog ikke så gammel, for han døde da han var 1 Aar, måske havde Professoren forudset dette. Jeg ved jo nok, at det var bedst saadan, men da han døde, var det for mig, som jeg intet mere havde at leve for. Saa stor var min Kærlighed til dette lille hjælpeløse Væsen.

Paa den Tid var min Søsterdatter Karen, som nu var 11 Aar, kommet op hos os, hun valgte det selv, og vi holdt jo af hende. Saa for os hørte hun med til Flokken, og ogsaa Svigermor var glad for hende. Hun fulgte med vore amdre børn til skole i Øster Stillinge, hvor der var en Friskole, og min gamle Mor havde jo nu en Grund mere til at komme tit op hos os, der var altid almindelig Glæde, naar hun viste sig, ogsaa Svigermor var glad for hende. Min Far kom ogsaa tit i de første Aar, men han kom ofte, som den vi havde Respekt for; det kunde hænde, at han kom tidligt om Morgenen, for at se om vi var kommet op, han selv var jo Morgenmand.

En af vore nære Venner vil jeg nævne i dennne Forbindelse, Tømrer Hans Pæsen. Naar han og min Far mødtes hos os, blev der altid Gemytlighed. Tømrer Hans Pæsen havde det ikke alt for sjovt derhjemme. Man kan godt sige Skæbnen havde spillet ham et Puds, han forglemte sig en Gang, og for at raade Bod paa det, giftede han sig med Pigen, og saa vilde Skæbnen, at Barnet var dødfødt, og at de aldrig siden fik nogen Børn. Han maatte sande: "At det bødes derfor i mange Aar, som kun var en stakket Glæde", for Maren undte ham ikke med sin gode Vilje en fredelig Stund, og de naaede at faa Guldbryllup.

Vi havde kun lidt Selskabelighed, men der kom mange i vort Hjem. Megen Glæde havde vi af de unge Lærerinder, som i Tidernes Løb var knyttet til Forskolen, især blev Venskabet med Marie Salmonsen, senere Olsen, af Betydning Livet igennem.

Glæde havde vi ogsaa af vore Genboer, Provst Bondesens. Især havde de kastet deres Kærlighed paa Vilhelm, han var saadan en lille fornøjelig gaa paa Fyr, og var ikke 2 Aar da han selv løb derover. Provstens 2 gamle Søstre, som var i Huset, gav ham Navnet "Prikken", de havde svage Øjne, men naar der viste sig en Prik nede i Gaarden, saa viste de, det var Vilhelm som kom. Venskabet med Provst Bondesens holdt sig lige til deres Død. Sidst boede de i Roskilde, og den sidste Gang Vilhelm besøgte dem, fik han en stor Sortkridtstegning af ham selv som lille med hjem.

I det Aar lille Johannes levede, kom Ane hos os, hun var kun 18 Aar, men hun blev os en god Pige. I den tid hun var hos os, fik vi 3 Børn og havde 3 Begravelser, saa det var i mange Maader en bevæget Tid, men Ane var lige trofast i Sorg som Glæde. Ane bor nu i Rye, og naar vi nu imellem ses, har vi meget at snakke om, og godt gør det, at høre hende sige: "Hvor var det en dejlig Tid, de Aar jeg var hos jer, hvor vi havde det hyggeligt om Aftenen, naar Niels Hansen læste højt for os, og hvor var det festligt i Julen". Ja, alle de mange svære Oplevelser bandt os sammen. Det første Efteraar Ane var hos os døde Johannes, og jeg var syg hele Vinteren, saa Ane forestod baade Mejeri og Madlavning i hele vor store Husholdning. At kerne hørte til Morgenarbejdet. Kristian og Vilhelm kørte Kerne om Morgenen, inden de gik i Skole. Smørret blev paa den Tid sendt i Dritler til København. Rimeligvis har Ingeborg været meget oppe hos os denne Vinter, som altid, naar det kneb. Ingeborg er ogsaa et af de Mennesker, som jeg ser tilbage paa med stor Taknemmelighed.

Ingeborg og hendes mand, Niels Neilsen, hørte til paa Gaarden i alle de Aar jeg var der, og ingen har som dem fulgt os i ondt og godt. De boede i et lille hus ude i vor Enghave. At komme til Pølsegilde derude, naar Grisen var slagtet, hørte til vore Børns bedste Fornøjelser, de var ikke ret gamle, førend de skulle med, og ingen kunde som Ingeborg gaa op i Legen med dem.

I Foraaret 1885 døde Svigermor midt i April, hun var kun syg i nogle faa Dage af Lungebetændelse. I Paasken havde hun været kørende for vore Piger til Slagelse Kirke, hvor Johannes Klausen den Dag blev indsat, da hun kom hjem, var hun saa glad og sagde, at det havde været en dejlig dag. Torsdagen derefter var det hun blev syg.

Jeg havde ligget til Sengs næsten hele den Vinter, og Svigermor havde været saa bekymret over, hvordan det skulde gaa mig, og saa blev det hende, der kom Bud efter. 14 Dage efter Svigermors Død den 1 Maj blev Marie født, hun var en dejlig stor pige, og nu kom jeg mig forbavsende hurtig. I Daaben fik hun Navnet Valborg Marie, og Moster Karen var Fadder.

Da Svigermoder døde, ønskede hendes Søster, Moster Karen, som hun siden kaldtes ogsaa af Børnene, at komme til at bo i de 2 Stuer, som Svigermor havde haft, og hun flyttede ud hos os. Der blev, som det var meget almindeligt den Gang, ingen bestemte Betingelser vedtaget, men vi skulde arve hende. Det gik dog anderledes, for da Moster Karen havde boet hos os i 6 Aar, flyttede hun, og det blev andre, som kom til at arve.

Moster Karen havde en Sønnedatter, Marie, som vi holdt meget af, hun havde et ulykkeligt Hjem og havde haft en trist Barndom. Hende fik vi Moster Karen til at hjælpe paa Høng Højskole, og efter at Moster Karen var rejst, blev Marie ved at være glad for at komme hos os. Hun blev senere gift med Vilhelm Nielsen og kom til at bo i sit Barndomshjem i Øster Stillinge. Hun døde imidlertid i en tidlig Alder af Tuberkulose. Hendes eneste Datter, som kun var 3-4 Aar, da hun mistede sin Mor, er det ikke gaaet saa godt, hun fik en Stedmor, som ikke ledte hende for det bedste, og det har vel nok haft sin store Skyld i, at det gik saa galt.

Da Svigermor var død, kom vore Penge til at staa noget anderledes. Den Dreng, som Svigermor havde haft hos sig, skulde have 400 Kr., men saa blev Aftægten strøget.

Paa den Tid mødte nye Begivenheder os. Min Brors Svoger, Niels Hansen, Risegaard, kom ud og vilde have os til at sætte Penge i Jord paa Lammefjorden, som skulde udtørres, og han snakkede og lagde ud efter alle Kunstens Regler, og min Far tilskyndede, og Enden paa det blev, at vi blev Medejer i 100 Tdr. Land derinde; blev det, naar der skulde sættes Penge i det, og naa Arbejdet skulde gøres, men udover at vi i nogle Aar havde Ungkvæg derinde, gav det os kun Udgifter. Pengene, som vi hidtil havde anbragt i en Ejendom, blev sagt op og anbragt i det saakaldte Fællesskab, og 1 Mand og 1 Spand Heste holdt vi ogsaa derinde. Sengetøj vilde Niels Hansen ogsaa have, men da sagde jeg "Nej". Ingen har, som det Menneske, kunnet faa Harmen op i mig, og ingen har jeg kendt, der som han kunde besnakke andre til sin egen Fordel og deres Ulykke.

Vi var en Gang kørende ind for at se "Herligheden". Fra den Tur har jeg kun bevaret Indtrykket af hans lille, gode, sørgmodige Kone, det gjorde mig saa ondt for hende. Hun var en Birkedommerdatter fra Samsø, og jeg har altid været overbevist om, at det var meget mod hendes Vilje, at hendes Mand behandlede andre som han gjorde. Hun var hos os en Sommerferie sammen med sine Smaabørn, medens hendes Mand rejste. Det var den Sommer, Marie Olsens Bryllup stod hos os, og jeg husker, hun hjalp med til at gøre det festligt den Dag. Frederikke var en god Kone, men jeg rystede altid, naar hendes Mand kom. Altid talte han om at rejse Penge. Jeg følte lige fra Begyndelsen, at det var en Ulykke, at vi var kommet med i det Kompagniskab, men jeg kunne ikke trænge til Bunds i Forholdene, syg som jeg tidt var og overlæsset med Arbejde for alle dem, jeg havde og skulde sørge for.

Saa begyndte en Tid med Uheld i Besætningen. Køer og Svin fik Tuberkulose, og det ene med det andet gjorde, at vi maatte rejse Penge. Saa fik jeg at vide, at vi kautionerede for 10,000 inde paa Lammefjorden, og efter den Prioritet kunde vi ingen Penge faa i Gaarden.

Saa kom vi igen i Kløerne paa Sagfører Bentzen. Far var jo ikke saa skarpsindig i den Retning og lod sig altfor let foresnakke. Jeg kunde den Gang ikke overse Stillingen, men jeg har aldrig troet paa, at vi i Gaarden skulde have brugt de Penge, som blev sat ind i Lammefjorden tillige med 2,000 af dem, jeg skulde have efter mine Forældre; og jeg har aldrig kunnet faa noget Regnskab at se paa det, og det har altid været mig en Gaade, at Niels Hansen saa sent, som da vi var kommet til Høng at bo, skulde have Fars Underskrift, naar han skulde sælge Jord derinde.

Et har altid været mig en Trøst. At Jer Far under alle Livets Omskiftelser altid har staaet som en ærlig Mand, og Gud gav os Lykke til at bære alt det, som brød ind over os, saa det i Tidernes Løb blev til Velsignelser for os, saavel som for vore Børn.

I 1886 fik vi en lille Dreng, som fik Navnet Frederik Johannes, men han døde 1 Maaned gammel. Den Sommer havde jeg drukket saa meget nymalket Mælk, fordi jeg mente, det skulde være godt, men vore Køer var jo syge, saa det er jo nok mulig, at det var derfor, vor lille Dreng havde Bylder lige fra Fødselen og til han døde. Det er den eneste Gang vi har haft 2 Vugger i Gang, nu blev Marie jo saa igen den lille.

I alle de Aar, vi boede i Stillinge, var det mig meget om at gøre at komme til Møder paa min gamle Skole i Høng, og nødig blev jeg hjemme fra Efteraarsmøderne, naar jeg da var rask, især var jeg glad, naar jeg fik Jer Far med.

Vi kørte ogsaa meget til Kirke i Slagelse hos Pastor Brøndsted, som var vor trofaste Ven igennem mange Aar, og som konfirmerede de 5 ældste af vore Børn.

Særlig festlig staar for mig, og vist ogsaa for alle, som var med, Jule-, Paaske- og Pinsemorgenerne, naar vi kørte op til Froprædiken. Saa malkede Pigerne tidligt, og alle som kunde være på Vognen, kom med. Julemorgen var det jo endnu mørkt, naar vi kørte hjemmefra, men Paaske- og Pinsemorgen var selve Køreturen i den tidlige Morgenstund, medens Lærkerne sang, en herlig Oplevelse. Vi havde i Stillinge i disse Aar nogle gamle Præster, som slet ikke magtede deres Opgave.

1889 den 19. April fik vi en lille Dreng Langfredag, han fik Navnet Alfred Peder, og Rasmus Johansen og Bodil Marie var Faddere. Jeg bar ham selv.

Samme Aar, 1. Maj rejste Ane og Karen på Høng Højskole, men Ane kom hos os igen ved Skolens Slutning.

Karen havde været i Helsinge hos Gmd. Jørgen Larsen et Ars Tid og var blevet konfirmeret af Pastor Hejberg; hun var jo for ung til at faa noget rigtigt ud af et Højskoleophold, men hun kom derover, og havde hun ikke synderlig Gavn af det, saa tog hun da heller ingen Skade.

Da Ane rejste, kom Niels Poulsens Karen op hos os: hun og Anna skulde saa hjælpes ad med Arbejdet til Ane kom igen. De var jo unge begge to, saa det var godt, jeg havde Ingeborg til Hjælp, naar det kneb.

Anna var den første fra Stillinge, som gik til Præst hos Pastor Brøndsted i Slagelse, det var en lang Vej, men hun klagede aldrig over Turen. Imellem lod Pastor Brøndsted sin unge Karl køre hende et Stykke på Vej. Næste Aar gik Christian derop, og nu var det en Del flere, som fulgte Eksemplet og det blev efterhaanden mange, som sendte deres Børn derop. Pastor Brøndsted vandt baade Børn og Forældre ved sin venlige, jævne Maade at tage alle paa.

Det Aar, Christian gik til Præst, brændte min Brors Gaard St. Hansdag. Min Bror bad os da om at tage imod Mor og Far, saa min Brors kunde bo i deres Hus, medens Gaarden blev bygget op. Mor og Far kom saa til at bo i vor Storstue; den Gang boede Moster Karen hos os endnu, saa vi havde ikke Plads andre steder.

Samme Aar 15. August 1891 fik vi en lille Dreng, som fik Navnet Søren August. Min Far og Anna var Faddere og Karen bar ham, for jeg var syg. Karen var ellers paa Fyn, men var kommet hjem, fordi vi skulde have baade Konfirmation og Barnedaab.

Jeg blev imidlertid meget syg, fik Galdesten og blev lagt i en Stue for mig selv. Lille Søren fik Kighoste og Krampe. Tidt troede vi, han var død. Det var en meget strend Tid og jeg maatte love for min gode Mor og den trofaste Ingeborg, og omsider kom vi igennem det. Ved den Tid rejste Moster Karen fra os, og det var ikke noget Savn.

Det følgende Foraar kom Karen hjem fra Fyn og skulde være Pige sammen med Anna, som havde været ½ Aar i Helsinge.

Med vore Financer stod det paa den tid daarligt til. Det var sløje Aar, vi fik kun 17-18 Øre for Pd. af Grisene, og samtidig havde vi Uheld med Kvæget.

Den 17. Novbr. 1892 fik vi igen en lille Dreng, der fik Navnet Poul Cornelius, Mejerist Olsen og hans Kone var Faddere, og jeg bar ham selv. Poul var en kraftig og rask Dreng, men jeg var sløj lang Tid efter.

Saa fik vi Mund- og Klovesyge, og ingen maatte komme hos os, og Mælken skulde vi beholde hjemme. Der blev meget at gøre for Karen, for syg som jeg var, kunde jeg ikke tage Del i hverken det ene eller andet, og vore økonomiske Forhold blev mer og mer fortvivlet. Jer Far begyndte at tale om at sælge Gaarden, saa ingen skulde komme til at lide Tab ved os. Uventet kom det til mig vel ikke, for i mange Aar havde jeg plantet dobbelt, naar jeg plantede i Haven, saa jeg kunde have noget at tage med mig, af det jeg holdt af. Jeg havde jo altid følt mig mer eller mindre paa gyngende Grund, siden jeg forlod mit Barndomshjem, men nægtes kan det jo ikke, at der ogsaa var mangt og meget, som bandt mig til Hjemmet i Stillinge. Alle vore Børn var jo født der, og havde vi end tidt haft det svært, saa havde vi dog ogsaa haft mange lykkelige Stunder sammen. Det varede dog ikke længe inden jeg rolig kunde sige: "Guds Villie ske", og saa hjalp Gud os til at komme igennem det alt sammen.

Vi maatte jo opleve, at mange af dem, som vi troede var vore Venner, nu pluselig saa paa os med helt andre Øjne end før, og mærkede, at vi nu ikke mere var saa meget værd som tidligere. Naa- vi kom igennem det hele: Salget, Auktionen og Afskeden med Hjemmet.

En Dag kom Niels Hansen, Risegaard, og jeg husker, jeg sagde til ham: "Ja, nu staar vi her med vor store Børneflok og skal bort fra vort Hjem. Hvad synes Du nu?" Som om det Resultat ikke var ham nok, foreslog han at overtage Gaarden, imod at vi fik ti Td. Land inde på Lammefjorden, saa vi kunde begynde forfra. "Nej", sagde jeg, "Det skal aldrig ske."

Gaarden blev solgt for 54,000 kr., og der blev intet til overs udover vort Tøj. Da var vi 40 - 41 Aar.

Det staar for mig som en Gaade, at vi fik Sted i Mullerup, for mig bekendt havde vi absolut intet at købe for, udover Kaution, og derfor varede det vel ogsaa saa kort. Vi boede der et Aar og havde det for saavidt godt. Det var en Lettelse at være kommet bort fra Forholdene i Stillinge, og vore Naboer, Brygger Kr. Jørgensen og Kone, havde vi det saa godt sammen med. Dog var det jo ikke tilstrækkeligt, da vi ingen Penge kunde skaffe, saa kom jo den Dag, da vi maatte tænke paa noget andet. Ved den Tid kom Marie Olsen, som var blevet Enke og boede i Holbæk, og besøgte os, det gav Anledning til, at det blev Holbæk vi slog os ned i. Forinden vi rejste, havde vi igen holdt Auktion, og atl hvad vi havde tilbage, kunde vi have som et almindeligt Flyttelæs. Det var et forrygende Stormvejr, da vi kørte fra Mullerup. Gmd. Jørgen Larsen havde sendt en Karl at køre for os. Vi selv sad oppe paa Læset, og Poul, som vel frøs, blev ved at sige: "Mor, jeg vil Hjem". Det gjorde mig saa ondt, for vi havde jo næsten intet Hjem. Ved Auktionen havde vi reddet 400 kr., dem og saa hvad vi havde paa Vognen, det var hvad vi ejede, da vi rejste fra Mullerup. Nu kunde jeg endelig overse Situationen.

Alle vore Børn, paa nær de tre mindste, var nu spredt rundt omkring. Da vi forlod Stillinge rejste Anna over paa Gaarden "Hjortnæs" ved Vraa St. oppe i Vendsyssel. Fruen var en Ungdomsveninde af mig, og jeg mente, det skulde være saa meget godt, men det slog dog ikke til.

Kristian blev i Stillinge for at lære Mølleriet paa Stillinge Mølle.

Vilhelm var med os i Mullerup. Han var den, som havde bedst rede paa vore Forhold, og da han skulde vælge sit Arbejde, saa blev det afgørende for ham, at det blev noget, hvorved han snart kunde tjene, saa han kunde hjælpe os.

Karen, som havde tjent i Slagelse, medens hun gik til Præst, havde været hjemme hos os i Mullerup, og da vi rejste derfra, kom hun op at tjene hos Sognefogedens.

Marie, som var 10 Aar, var kommet ud hos Søren Kristensen i Stillinge.

Det var i 1895 vi kom til Holbæk, og nu begyndte saa et nyt Afsnit af vort Liv. Vi kom til at bo paa Kastanievej hos nogle flinke Folk, Møller Jensens. I den første Tid boede vi paa et Loftsværelse, men den følgende Flyttedag fik de en 2-Værelsers Lejlighed ledig, og saa flyttede vi derned.

Det var paa mange Maader en stor Forandring for os at komme til Byen at bo, vi som altid havde boet paa Landet, og rigtig hjemme blev vi aldrig, jeg fik heller aldrig helt pakket ud.

Det var paa samme Tid velgørende og et Savn, at ingen kendte os. Velgørende, fordi ingen saa ned paa os, fordi vi var blevet fattige, men et Savn, fordi meget føltes saa fremmed, alene dette at blive kaldt Md. Hansen kunde faa mig til at længes efter Landet, det gjorde saa godt at komme ned hos Marie Olsen og blive kaldt for Mette. Naturligvis det var kun Biting. Det store Spørgsmaal var jo, om vi kunne tjene til Livets Ophold.

Først forsøgte Far sig med at køre paa Landet med Slagterivarer, og samtidig opkøbte han Æg og Kyllinger. Vi havde lige netop Penge saa vi kunde anskaffe Køretøjet. Kyllingerne gik jeg ud og solgte i Byen, og Køretøjet lejede vi ud om Søndagen. Det gav dog ikke synderligt, Handelen havde jo heller aldrig været Fars stærke Side. Saa en Dag blev Hesten syg og maatte sælges med Tab, og saa var det forbi. Møller Jensen skaffede saa Far Arbejde paa Dampmøllen, men Far kunde ikke taale det og blev alvorlig syg. Da han igen blev rask fik han Beskæftigelse som Ekstraarbejder ved Banen. Hans Fætter, Baneformd. Knudsen, hjalp ham til det, og han tjente 2 kr. om Dagen. Jeg gik ud og solgte Grøntsager, og om Morgenen var jeg tidlig ude for at købe billig Brød hos Bagerne, og vi syntes, at det nu gik helt godt, dog kunde jeg imellem ikke lade være med at bekymre mig for Fremtiden. F. Eks. var jeg, da Far var syg, saa angst for, at han skulde falde bort, og vi komme på Stillinge Sogn. Jeg syntes, at det kunde alt sammen bæres, bare de derude ikke viste, hvordan vi havde det.

Arbejdet paa Banen slap imidlertid op. Saa læste vi i Avisen, at Proprietær Rager søgte Høstfolk. Det maatte vi da kunne. Far gik saa derud og fik et Stykke Sæd paa Akkord. Han begyndte starks at meje, og saa skulde de to smaa Drenge og jeg komme bag efter og hjælpe til. Alfred var paa Sommerferie ude hos Kristen Knudsens. Jeg husker tydeligt, hvor glade Drengene var, da vi gik derud, og jeg syntes, det tegnede helt lyst. Imidlertid varede det ikke ret længe, for allerbedst som vi gik og arbejdede, saa jeg op, og saa da henne paa Dragerupvej et Køretøj med to gule Heste for, lige Mage til dem, som var paa Gaarden i Stillinge, da jeg kom derop. Hvordan det gik til, ved jeg ikke, men pludselig blev jeg syg og kunne intet udrette mere. Jeg var forfærdelig ked af det, da jeg listede hjemad, men saa faldt det mig i Tanker, at naar Vor Herre ikke gav mig Kræfter til at udrette Arbejdet, saa fandt han Udvej for os paa en anden Maade, og saa kom der en forunderlig Ro over mig.

Sommeren gik, og da Far saa igen stod uden Arbejde, begyndte han at lære at lave Træsko, og fra den Dag syntes jeg, vi naaede Vendepunktet. Far lærte jo nok, men tjente dog noget. Søren og Poul gik på Asylet, og Alfred havde begyndt at gaa i skole. En Tid var de syge af Skarlagensfeber og Mæslinger, men kom dog godt over det.

Lige fra vi rejste fra Stillinge, havde det været mit lønlige Haab, at vi en Gang skulde komme til at bo i Høng. Der syntes jeg vi maatte kunde blive hjemme. Der havde jeg jo i min Ungdom mødt Værdier, som blev mig en Hjælp Livet igennem, og jeg kunde derfor ikke tænke mig at komme til at bo noget bedre Sted.

Den Vinter holdt mine Forældre Guldbryllup den 27. Januar, og store Karen, som tjente hos Justitsraad Beck i Slagelse, skrev, at hun syntes vi skulde komme hjem. Jeg vilde jo ogsaa gerne tale med min gamle Far og Mor, men det var alligevel en stor Overvindelse at rejse derud. Far lavede et Par pæne Træsko til hver af dem. Vi selv var saa glade for dem, og mon ikke ogsaa Far og Mor var det; men det var en streng Dag for os. Ganske vist var jeg glad paa mine gamle Forældres Vegne, for al den Fest, der blev gjort for dem, men jeg følte mig som en Fremmed og mærkede kun alt for godt, at kun saa faa af dem vi en Gang troede paa som Venner, regnede med os nu, og jeg var glad, da vi igen rejste derfra. Far var samtidig i Høng og lejede en Lejlighed, som vi skulde flytte ind i til April Flyttedag.

Jeg skal prøve at fortælle lidt om, hvad jeg husker fra Guldbryllupsdagen.

Det kneb med at holde Far i Sengen, han var jo Morgenmand, men det lykkedes dog til Misikken kom. - "Hva'", sagde Mor, "det er jo Hans med sin Harmonika". Stor var jo saa Overraskelsen, da det gik op for dem, at det var Hornmusik til Ære for dem, og de gik, efter nogen Snakken frem og tilbage, ind paa at tage Kaffen paa Sengen, medens de sludrede med Musikkerne.

Da de saa var kommet paa Benene, var det igen galt med Far, han skulde absolut op og se, om Tjørnelunderne var kommet, og det holdt haardt at faa ham til at blive, indtil han og Mor blev hentet i en Kane, trukket af flere af deres gamle Folk.

Vognporten oppe på Gaarden var lavet om til Festsal, og næsten hele Byen var med. Om Eftermiddagen var Far, Mor og den nærmeste Familie i Kirke og til Alters, og siden var der stor Fællesspisning med Taler og Sange. Omstaaende Sang er skrevet af min Søsterdatter, Karen, og blev sunget af Børnebørnene. Rimet er af Lars Peder Jensen og blev læst op ved Bordet.

Katrine og Kristen Hansen

Sang, sunget ved Far og Mors Guldbryllup
27. Januar 1897

Mel: Der er et Land, dets Sted -

For godt og vel halvthundred Aar tilbage,
da alt saa anderledes ud end nu,
da Pigen maatte ælte Brød og Bage
og slide i det meget mer' end nu,
hun kendte ikke Nutids fine Verden,
sit Arbejd røgted' hun med Tro og Flid,
men midt i al sin Virken og sin Færden,
saa var Katrine stedse mild og blid.

Sin Husbond søgte hun i Nabolaget,
hun fik ham, og hun passed' godt for ham,
en flink og driftig Mand i Landbrugsfaget,
endnu den Dag i Dag han holder Stand.
I Tidens Løb han virket har for hende,
han først af alle haver haft saa kær,
en glad og velfornøjet Mand og Kvinde,
vi kan nu se i Brudeparret her.

I Dag de da for femti Aar tilbage
som Brudepar for Herrens Alter stod.
I tunge Mod- og blide Medgangsdage
Velsignelse fra Gud dem ej forlod,
han vær hos dem i deres Livets Aften,
at Vandringstunden ej skal blive tung,
han giv dem Styrke, Haabet, Lys og Kraften,
lad Troen vorde evig, evig ung.

Maa jeg tillade mig at tage Ordet,
forinden vi rejser os fra Bordet.
Jeg haaber ikke, man optager det ilde
og mener, at det nu skulde være for silde
i Alvor og Gammen, som man nu kan bedst,
at bringe lidt Liv i denne sjældne Fest.
Lad os tænke os lidt tilbage
i de rigtige, gode, gamle Dage.
Saadan som lidt over et halvt Hundrede Aar,
da levede man under helt andre Kaar,
da maatte Bonden skam slide for Føden,
fuldt saa meget som nu, for ikke at Nøden
skulde melde sig ved hans Dør,
men Konen gik inde og passede Huset
og bagede og brygged' og fyldte i Kruset,
saa kunde hun ikke faa Stunder nok,
hun sad og hersede med sin Rok.
Det gjaldt jo om ikke Tiden at spilde,
og I kan tro, det var ikke ilde,
thi Lærred, Hvergarn og Dynevaar,
det blev til Bunker Aar for Aar.
Ja ude og inde man mødte kun Flid
og Nøjsomhed i den gamle Tid,
men man maa bare tro,
at man derfor var mindre glad og fro
eller i nogen Maade stod tilbage
i sollyset, lykkelige, glade Dage.
Paa den tid var det, at Kristen derhenne
og Katrine lærte hinanden at kende,
og man skulde vist tage meget Fejl deri,
om Livet ikke den Gang havde Poesi.
Mon ikke de, i deres inderste Hjerte,
har følt en underlig, gaadefuld Smerte.
Den ene har skottet lidt til den anden,
førend de har faaet talt ud med hinanden.
Jeg tænker, at Gutten med Ord og Mine
har sværmed' saalænge om sin Katrine,
til hun har kasted' sig i hans Favn
og loved' at vilde bære hans Navn.
Nu er der gaaet mange Aar siden.
Vi yngre, som længere frem i Tiden,
har lært at kende de gamles Færd
og forstaaet at skatte deres Værd.
Har set i Brudgommen en viljestærk Mand
med en udmærket god Forstand.
Med Kraft til at virke for Hjemmet, det kære,
og Slaa et Slag, naar det skulde være,
mod dem, han mente, der kom ham for nær,
saa det kunde mærkes paa hver især.
Men munter og vittig det kunde han være,
og det skal man ogsaa holde i Ære.
For en Snes Aar tilbage eller mere,
naar vi kom til Gilde, saa kan det nok være,
at hvem der kunde sætte Liv i Dansen,
det var rigtignok Kirsten Hansen,
naar han kom med sit glade, fornøjelige Smil
og sused' afsted som det var en Pil.
Han knipsed' med Fingrene, saa det havde Klem,
og sagde til sin Dame: "Er du med paa den".
Vi unge syntes, det var evige Løjer
med alle disse grinagtige Optøjer,
som han og de andre gamle fandt paa,
og det var sjældent, de gik rent i staa.
Vi yngre har sine ofte maatte klage,
i saadan Munterhed stod vi langt tilbage,
om ogsaa vi stundom kommer sammen,
saa er det ikke Liv og Gammen.

Nu sidder di her, de kære gamle,
og er saa glad ved at kunde samle
om sid de mange Venner og Frænder
fra Byen, og andre, som godt de kender.
Skal vi da ønske de kære to,
at Sundhed og Glæde endnu må bo
til Huse hos dem i mange Aar,
i hvordan det saa siden gaar,
og skal vi saa rejse os op fra Plads
og tømme med Brudeparret endnu et Glas.

HØNG

Det var i 1896 vi kom her til Høng, og vi kom til at bo paa Hjørnet af Stationsvej og Slagelsevej i en Lejlighed med 2 Værelser nede og 1 oven paa. Far lavede jo Træsko, men tjente ikke nok, til at vi kunde leve deraf, saa begyndte jeg med Pensionat.Det var det Aar, Banen blev bygget, saa der var Folk nok at faa på Kost. Vi havde tidt 4 Mand, som boede og spidste hos os, saa jeg havde nok at tage Vare paa.

Jeg havde jo nu naaet mine Ønskers Maal, at komme til Høng at bo, og jeg var heller ikke blevet skuffet. Jeg følte, at jeg for Jørgensens var den samme som forhen, og meget, som er blevet til Gavn for mig og mine, har jeg i Aarenes Løb, paa baade den ene og den anden Maade, hentet paa min gamle Skole. Sofie Peder Kristensen, som var min Højskolekammerat, var det mig ogsaa en stor Glæde at tale med. Hun var selv en prøvet Kvinde, og vi forstod hinanden saa godt.

Den 2. Juni 1898 blev Elisabeth født. 5 Uger efter blev hun døbt og fik Navnet Agnes Elisabeth. Mejerist Hansen og Thormine var Faddere, og jeg bar hende selv. Der var vist adskillige som syntes, at det dog var for galt, at vi nu fik et Barn til, men vi var lykkelige for hende, hun blev til Velsignelse og hjalp os til at blive i Høng, og hendes Søskende blev ogsaa glad for hende. Jeg har altib syntes, at vore Børn var vor Rigdom, alt andet kunde tages fra os, men Børnene var vore, baade nu og til alle Tider.

Jeg blev imidlertid meget syg, fik Aarebetændelse og en Blodprop og laa hele den følgende Vinter, og da jeg endelig kom op, gik jeg ved Krykke. Det var en streng Vinter for os, og ikke mindst for Karen, som var den, der passede baade mig og den lille Elisabeth og os alle sammen derhjemme, hvor var hun god ved os.

Mine Forældre besøgte os, medens jeg var syg, og Mor gik flere Gange den lange Vej paa sine gamle Ben for at se til mig, og store Karen, som endnu tjente hos Becks, glemte os heller ikke.

Poul og Søren havde nu begyndt at gaa i Skole oppe hos Jørgensen; men Alfred var kommen ud hos Kristen Knudsens i Kr. Stillinge. Marie tjente i Slagelse, medens hun gik til Præst, og blev konfirmeret det følgende Foraar.

Da Vilhelm var 21 Aar, kom han hjem og sagde til os: "Nu maa vi se at faa bygget et Hus, saa I altid kan vide, hvor I maa være". Ja, det var stort at begynde paa i hans Alder, men han førte det igennem, og Hjemmet her blev bygget, og blev til saa stor Glæde og Velsignelse for os alle. - Ja. alle vore Børn har været gode imod os, hver paa sin Maade, alt efter som de evnede, og aldrig syntes jeg, at jeg kan takke Gud nok for dem, og det er altid min Bøn, at han vil lade dem blive til Velsignelse, der hvor de hver især har faaet sin Plads i Livet.

Aaret efter at Huset var bygget, holdt Far og jeg Sølvbryllup, og det blev, paa nær Anna, som var i Amerika, hende maatte vi nøjes med at have i Tankerne. Min gamle Mor kom over til os.

De gamles Hjem.

Det var saa dejligt at mærke, vi dog havde Venner, som vilde kendes ved os, og vi var saa lykkelige over at kunde holde Festen i vort dejlige lille Hjem, den Gang som nu, syntes jeg, at jeg aldrig kunde faa sagt Tak nok for det.

Anna var i Amerika i ca. 3 Aar og kom hjem ved Juletid. Det er den eneste Gang, vi nogen Sinde har haft alle vore Børn samlede paa en Gang. Jeg husker, at jeg Juleaften talte dem flere Gange, jeg var saa glad for at have dem alle om mig.

Vilhelm var jo i København, og nu bestemte Anna og Kristian, at de ogsaa vilde slaa sig ned derinde, de skulde have en Forretning, som Anna skulde passe og Kristian skulde gaa paa Arbejde indtil videre, men det blev en Fiasko.

Marie havde været paa Askov, rejste derfra til England og senere til Tyskland, derned rejste Anna ogsaa og senere Vilhelm, bag efter var han i England.

Karen var blevet gift og boede i København, derinde var ogsaa Kristian. De mindre Søskende var kommet i Lære, Alfred i København. Det stod senere for mig som et stort Fejlgreb. Det er ikke godt at raade og bestemme for sine Børn, naar man selv kender saa lidt, men et har jeg kunnet. Jeg kunde bede Vor Herre raade Bod paa vore Mangler, og bede ham følge og bevare vore Børn, der vor vi ikke magtede det, og det har han gjort indtil denne Dag, og det er min fast Tro, at det vil han fremdeles gøre.

Tiderne gik, og de fleste af vore Børn fik et godt Hjem sammen med den de holdt af, og Fars og min største Glæde var at besøge dem. Tidt var det jo mig, som var paa Besøg og Far saa kom og hendtede mig. Far var nu især saa glad for alle Børnebørnene. I de sidste Aar gik Far jo Post. Far og jeg blev aldrig gode til Forretning, men efterhaanden var vi jo ogsaa blevet gamle.

Den 21. Septbr. 1919 døde Far af Lungebetændelse efter et kort Sygeleje. Han havde i den sidste Tid forinden følt sig træt og glædede sig til, at han ikke mere skulde være tvungen af sit Arbejde som Postbub. Han vilde, naar han var færdig paa Posthuset, tage ind og hjælpe Kristian med Haven, men Rejsen blev en anden.

Far tog saa rolig Afsked med mig og alle, som var om ham. Han var saa sikker paa, at Vor Herre vilde tage imod ham, og sagde han til mig: "Hvor har vi faaet meget at takke for. Alle de mange gode Aar vi har faaet Lov at leve sammen, og saa alle de velsignede Børn, som Gud har givet os, og nu gaar jeg saa hjem til vore smaa Drenge". Ja, det var Glæde i Sorgen. Gud velsigne hans Minde.

Efter Fars Død fulgte en Tid med store Forandringer. Den ene efter den anden af de Børn, som havde boet i Høng, rejste bort. Alfred solgte Hotellet og kom en Tid til Madsnedsund. Søren rejste til Sdr. Jylland, og siden efter rejste Elisabeth ogsaa derned. Stolefabrikken, hvor Poul arbejdede, gik i Stykker, og han begyndte ogsaa at tænke paa at forlade Høng. En Tid var det næsten, som om jeg skulde blive ene tilbage, jeg syntes, det var saa underligt, som det gik, og saa skete det, at de alle, Tid efter anden, igen havnede i Høng, i og omkring det gamle Hjem.

Alfred satte Penge i Stolefabrikken, saa blev der en Gerning der for baade ham og Poul. Søren vendte efter nogle Aar tilbage og optog sin gamle Forretning, og Elisabeth, som imidlertid havde lært Bogbinderi i Holbæk, begyndte for sig selv og blev og er min gode Støtte.

Alfred og Poul har jo hver især deres eget gode Hus, og her i vort gamle Hjem vokser nu et nyt Slægtled op. Søren bor jo her med alle sine, og det er min inderligste Bøn, at Gud til alle Tider vil følge og kendes ved Slægten, saadan som jer Far og jeg oplevede det i vort Liv. Vi kan ingen Ting af os selv, men tager vi Gud med os, saa skal det nok blive godt en Gang, om det end imellem ser nok saa broget ud.

Naar jeg ser tilbage paa Tiden som gik, saa er det med inderligste Tak til Gud for al hans Naade imod os, han vendte alt til det bedste.

MOR.

Den 23. Marts 1934

TIL LYKKE PAA FØDSELSDAGEN KÆRE SØSTER!

Tænk dog hvor hastig Tiden gaar,
nu er det firsenstyve Aar
fra den Gang først Du Lyset saa,
vi har svært ved, at ret forstaa
hvor den Tid dog er blevet af,
som smaat er skredet Dag for Dag.
Vi husker klart fra vi var smaa
og maatte række os paa Taa
for op paa Stuens Bord at naa.

Som smaa vi to tidt fulgtes ad
og i Besøg vi gik saa glad
til Faster og Fasters Far
derfra vi flere Minder har.
Vi ned til Anders og Kirsten gik
og Syltetøj paa Stolen fik
vi fik en Kop og hver en Ske
jeg kan endnu det for mig se
og jeg kan huske hvor de smagte
de Kirsebær os Kirsten ragte;
det var uskyldig, glade Dage
Erindring derom, vi har tilbage.

Men jeg har ej glemt, at Peter og Du
en Gang mig gjorde gram i Hu.
I Løgtop spiste til Fedtebrød,
jeg saa I det med Velsmag nød
til mig I sagde det Græs kun var
og jeg var jo kun en lille Nar
der vilde prøve den nye Sport
men snart jeg kastede Græsset bort
og gik min Vej og det gik fort.

Da du var ti jeg otte Aar
en lang Tur vi ad Vejen gaar;
til Svallerup da gik vor Gang,
og den Vej var jo noget lang
for vore unge, korte Ben,
det havde nær os voldt lidt Men
3 Mil vi havde der at gaa
og kan paa Turen intet faa
at spise, hvor vi købe vilde
var "Basser" udsolgt, vi kom for silde
men Farbrors Mad i Svallerup
oplivede vor trætte Krop
og saa i bløde Dyner vi
fik Lov at slumre sødelig
og derfor nok vi sige kunde
"den Tur dog gik saa nogenlunde".
Tilbage vi ej Jorden rørte,
thi Farbrors Ole hjem os kørte.

I Skolen kom Du jo førend jeg,
der kom to Aar bagefter Dig,
dog naaede jeg at komme med
vi fulgtes ad, kom rask afsted
op over Bakken frem til Skolen
mens Lærken sang i Morgensolen,
det træf jo ogsaa ved Vintertide
vi mærkede Frosten i Næsen bide.
Vi først hos Lærer Larsen gik,
ej megen Lærdom der vi fik,
først da vi kom til Hoffmann ind
fik vi det rette Lyttesind
hos han vi lærte meget godt
det var om Stort saavel som Smaat
vi først og fremmest lærte der
at Gud har sine Børn saa kær.

DIN BRODER.

METTE'S 85 AARS FØDSELSDAG:
Den 23. Marts 1939

Alfred, Søren, Christian, Vilhelm, Paul og Karen
Anna, Elisabeth, Mette og Marie

Niels Peder fik gården overdraget fra sin mor Ane Hansdatter i 1878.

Gården blev solgt på tvangsauktion i 1894 for 54.000 kr.

top