Retur til: GOLFBAKKEN... Som indeholder: Filateli - Seniorgolf - Den Levende Havebog - Planterejser - Navnet Blomhøj - Slægten - Madopskrifter for tumper. |
Andre sider i slægten |
|Slægten | Slægtstavle | Mettes børn | Mettes bog | Mettes tale | |
|
Forord:
Jeg har læst min oldemors bog ("Mettes bog") i 1984, 93 og i 2002, hver gang med stor interesse især for det historiske og familiære element i bogen. Det er mit håb, at det jeg skriver vil blive læst engang i fremtiden med samme interesse. Det er muligt at vi skal frem til 6' eller 7' generation efter Mette, før der er en, som får lyst til at læse det flere gange. Selv om det ikke skulle blive tilfældet, så har jeg haft stor fornøjelse af at skrive det hele ned. Med kærlig hilsen Hans. |
OM MIN FAR Min far Kjeld blev født i Slagelse år 1914, på det tidspunkt havde mine bedsteforældre Alfred og Jensine et hotel i byen. Som barn kom min far også til at bo i Frederiksværk en kort overgang. De boede i Strandgade. Farfar og farmor havde købt Hotel Royal, det lå på hjørnet af Nørregade og Kirkegade. Efter nogle få år i Frederiksværk, købte de et hotel i Høng, og hele familien flyttede nu dertil. I Høng boede mine oldeforældre Niels og Mette (se Mettes bog) . I
1921 købte min farfar og hans lillebror Poul en fabrik, som hed Høng
Borde- og Stolefabrik.
I ca. år 1936 startede min far og min morbror Thorkil et kartoffel en gros firma. Det lå i Islev ved Vanløse/København. Året efter blev min far og mor gift.
|
Lige efter krigen købte Thorkil min
fars andel i firmaet, og min far købte så Nicolai Hansens
købmandsbutik i Frederiksværk. Den lå på Nørregade nr. 34, der hvor
Lokalbanken har til huse i dag (år 2001). I 1947 byggede han et hus med
en købmandsbutik på Skovbakkevej nr. 9. Det blev vores privatbolig. Butikken blev lejet ud til den daværende førstemand i butikken på
Nørregade, Johannes Petersen.
Personalet i butikken på Nørregade bestod af dem, som er på billedet neden under plus en bydreng og en chauffør.
Min far var meget aktiv i byens foreningsliv. Han var medlem af HBS, det står for "Hver Betaler Sit", i dag kaldes denne forening for "L'hombre-klubben". Han var også medlem af Odd Fellow samt en overgang valgt til Frederiksværk Byråd for Borgerlisten, ligeledes var han medlem af Borgerforeningen, formand for Handelstands Foreningen, en kort overgang var han også medlem af Asserbo Golf Club, badminton og old boys fodbold blev der også tid til. I 1954 blev min far og mor skilt. Min far beholdt butikken i Nørregade og min mor fik huset med købmandsbutikken på Skovbakken. I 1956 bliver min far gift med Sigrid, og jeg får en stedbror, som hedder Finn, han er 3 år yngre end jeg. Finn bliver senere rektor på Ålborg Handelsskole. I 1958 får jeg en halvbror, som heder Morten. Min far og Sigrid køber endnu en købmandsbutik i 1960. Den ligger på Niels Larsensvej i Lille Kregme. Sigrid var meget arbejdsom og har mange nye ideer. De køber og sælger hus mange gange i de kommende år og som regel med god fortjeneste. Til sidst bor de i Helsinge, der bor det meste af Sigrids familie. Min far var aktiv lige til sin død i 1995. Han og Sigrid delte et job i 14 år, som telefon-hverver af nye medlemmer til Danmarks Naturfrednings- forening. |
OM MIN MOR
Min mor Carla blev født i 1915 på Strandgaarden i Dalby Strand her på Sjælland. Konfirmeret 6. oktober 1929.
Strandgaarden havde min morfar Hans Rasmussen arvet efter sine
forældre. Det var en gård på ca. 40 tønder land med mindst 12 køer,
4 heste, ca. 30 grise, høns, får, 4-5 katte og 2 hunde. Der var ansat
2 karle, 1 pige og en lille pige. Udtrykket "lille pige"
bliver brugt om en pige, som endnu ikke var konfirmeret.
Min mor havde en rigtig god barndom på sin fødegård. Hun har fortalt mig mange af sine barndomsminder fra dengang. Rigmor var nok den af de fire søskende, som stod hende nærmest. Desværre døde Rigmor, som den første af min mors søskende, det var i år 1993.
Derefter fik min mor en ny plads i huset hos en mejerist familie på Kalundborg Mejeri, her var forholdene noget anderledes. Arbejdstiden begyndte kl. 6 om morgenen og til sent på aftenen. Her var det ikke tilladt at gå til noget om aftenen. |
Arbejdet var hårdt. Når gulvene
skulle bones, så skulle det gøres på en ganske bestemt måde. Ned på
knæene og så en klud i hver hånd, ikke noget med at bruge kun
en hånd eller to hænder på samme klud. Ligeledes var der et stort
gammeldags komfur, som hver dag når det havde været i brug, skulle slibes med sandpapir til det igen blev helt blankt. De havde 5 mejerister på kost. Det var fruen og min mor som lavede maden. Min mor sad ikke med ved bordet, når der blev spist, hun skulle stå op og spise, så kunne hun hele tiden være klar, hvis der var nogen som manglede noget. Stuepigen og min mor måtte ikke tale med mejeristerne. Hvis en mejerist ønskede noget, så skulle han pege på det. Hun måtte gerne tale med stuepigen, bare de ikke stod stille, når de talte. På det halve år min mor var ansat, var hun kun hjemme en gang. I 2 år var min mor i lære som syerske i Slagelse. Der var 3 andre piger i lære, de fik ingen løn for deres arbejde, selv om det var bestillingsarbejde. De havde madpakke med hjemme fra. Hun boede på Strandgaarden, så hun rejste frem og tilbage hver dag. På det tidspunkt, hvor min mor lærte min far at kende, var hun elev på Kysthospitalet i Kalundborg, hvor man tog sig af patienter med tuberkulose. Det var i vinteren 1934-35 at min far og mor mødte hinanden til et bal i Gørlev Forsamlingshus. Det var Venstres ungdom, som var arrangør. Til de fester kunne man ikke købe øl kun sodavand. Far og mor blev forlovet den 16 juni 1935. Den sidste plads min mor havde inden hun blev gift med min far, var hos Overretssagfører Heering i København. Her fik hun en god løn, 50 kr. pr. md. + 10 kr. indsat på en bankbog. De var flinke, og det var en rigtig god plads. I 1957 lærte min mor Amos Olsen at kende. Han blev en slags ekstra far for min bror Claus og jeg. Desværre døde Amos alt for tidligt, han blev kun 65 år. De nåede at få 36 gode år sammen. I de senere år rejste de til Spanien hver vinter.
I 1972 lejede min mor huset på Skovbakken ud til Købmand Egon Andersen. Hun havde nogle år før lejet butikken ud til ham. De flyttede nu til Kirke-Helsinge, hvor Amos byggede et hus. Det lå på Nyvej nr. 16. Der boede de sammen, ligetil Amos døde i 1993. Min mor døde i 2004. Hun blev 89 år.
|
TOP 1940-45
JEG BLEV FØDT
På Rigshospitalet den 1' juli 1940 kl. 22:30 sommertid. Jeg vejede kun 2 kg og var 46 cm lang. Efter 3 uger havde jeg kun tager 300 gram på, så det var en kritisk start på mit liv. Jeg blev døbt i Vanløse kirke søndag den 1 september samme år. Som fadder stod min farbror Ernst og min moster Rigmor. Gæsterne til min dåb var.
Min mor og far har lavet et fotoalbum til mig, fra mine første leveår. Forrest i albummet er der nogle blanke sider, som er beregnet til at skrive om mindeværdige hændelser under opvæksten. De har været flittige til at skrive begge to. Det er jeg dem taknemmelig for, jeg kan jo ikke selv huske noget fra den tid. Det mine forældre skriver om mig, er nok ikke særlig interessant for andre, nu er du advaret, men det er min mening, at det siger en hel del om Carla og Kjeld og deres sprog på den tid, da de var unge. Her følger et par eksempler på det min mor og far skrev til mig, det første år jeg levede. Min mor skrev den 1/9: Min far skrev den 3/9:
Min far skrev den 28/11: Mor skrev den 12/12: |
Far skrev i januar 1941: Mor skrev den 29/3: Far skrev i juni 1941: Mor skrev den 1/7: Sådan overlevede jeg mit første år.
|
EN KRIG BEGYNDER
Den 9' april drog Tyskland Norden med ind i 2' verdenskrig, gennem et natligt overfald på Danmark og Norge. Kong Christian og den danske regering valgte allerede samme dag at opgive den håbløse kamp. De næste 5 år er Danmark besat af Tyskland. Overalt er der tyske
soldater, men vores egne medløbere fylder også en del i gadebilledet.
Jeg tænker først og fremmest på Schalburgkorpset, som var meget
brutale over for civilbefolkningen. I august 1943 trådte den danske regering tilbage. Derefter indførte
tyskerne et mere brutalt styre med blandt andet dødsstraf. |
Den utryghed som er hos mine forældre og andre voksne mennesker, fornemmer jeg klart i den periode.
Næsten al ting var rationeret under krigen. Disse mærker var fremstillet specielt til restaurantbesøg. For dem kunne man få lov til at købe 4 skiver franskbrød og 3 gange 2½ gram smør. |
VORES HUS PÅ HARBOØREVEJ
De første 5½ år af mit liv boede jeg på Harboørevej nr. 9 i Islev ved København. Harboørevej er en stille villavej på ca. 200m. I den ene ende lå Islev S-togstation og i den anden var der en eng og nogle åbne marker. Vi kunne lege på hele vejen. Huset havde kælder til koks og kartofler. Der var også en garage til lastbilen. I 1943-44 blev der bygget en tilbygning til huset. Den periode er nok noget af det første jeg husker. Jeg fik lov til at være med til at banke puds ned af de vægge, som skulle rives ned. |
Der var en stor have til huset. Her legede min kusine Lizzie og jeg. Senere legede vi også med vejens andre børn.
På billedet til højre, kan du se vores nye grammofon. Det er en af dem, hvor man selv skal trække den op med et håndsving. |
JEG FIK EN LILLEBROR
Den 8' juli 1944 blev jeg storebror. Jeg husker tydeligt, at min far fortalte det til mig, og at jeg derefter løb ind i soveværelset, |
Min lillebror blev født i en ambulance. Midt under køreturen til
sygehuset siger min mor pludselig til den Falck mand, som sidder inde ved
båren, "der kommer vist noget", Falck manden kikker
forsigtigt under tæppet. Gud det er jo ungen, udbryder han! Nu får han
travlt Han beder chaufføren om at holde ind til siden, og sammen
hjælper de min mor med fødslen. Min lillebror kommer til verden lige
ud for Grøndalskirken.
|
BJARNE OG JØRGEN M.M.
Mine første legekammerater var to drenge som boede overfor. Bjarne og Jørgen hed de. Jeg kan huske, at vi engang var gået ned i kokskælderen. Vi morede os vældigt med at rutsje ned af koksbunken. Det var vist også ved den lejlighed, at jeg krøb ud gennem et kældervindue, Bjarne bildte mig ind, at man ikke bliver større, når man kravler gennem et kældervindue. Hvis vi kunne spise al maden op, så bliver det godt vejr i morgen, var en anden af en hel række af gamle talemåder. Oppe ved den nordlige ende af Harboørevej, var der to dybe udgravninger til noget byggeri. Vi unger delte os i to hold, og så gik vi ned i hver sin udgravning, som var ca. 2-3 m dyb. Nu begyndte der en kamp med lerkugler. Vi kastede fra den ene udgravning til den anden og omvendt. Vi kunne ikke se, hvor vi ramte. Jeg var så lille, at jeg for det meste sad tæt op af lervæggen og lavede kugler til de andre drenge. Jeg havde ikke nok kræfter i mine arme til at kaste lerkuglerne, helt over til den anden udgravning.
De allerførste som jeg legede med var mine to kusiner. Dem havde jeg nær glemt. Lizzie var to år ældre end jeg, Jytte eet år yngre. Vi havde stor fornøjelse af hinanden. De boede på Harboørevej nr. 5.
|
En overgang boede faster Karen og faster Grete hos os. Først faster Karen. Hun gik på "Husassistenternes Fagskole" i april-maj-juni 1941, hun var flink til at hjælpe til. Senere boede faster Grete hos os. Hun var i lære som kosmetolog. På det tidspunkt fik min mor 15 kr. om ugen til kostpenge.
|
LASTBILEN KØRTE PÅ BØGEBRÆNDE
Min far var som sagt kartoffelgrosserer sammen med morbror Thorkil. Under krigen brugte de hestevogn, men på nogle få af lastbilerne, blev der monteret en generator. Det var en høj kakkelovnslignende tingest, som sad lige bag førerhuset. Der blev fyret med små bøgetræsstykker i den, og ved en ufuldstændig forbrænding blev der udviklet gengas. Dette blev så brugt i stedet for benzin. En morgen var jeg med til at hjælpe en af vores chauffører med at fyre op i generatoren, eller det vil sige, jeg stod vel mest i vejen. Pludselig kom der en mindre eksplosion i generatoren, røg og sod stod lige ud i hovedet på mig. Chaufføren hed Vestergaard. Han var rigtig flink. Han var ungkarl og boede på et værelse inde i byen. Da jeg spurgte, om jeg måtte komme med ham hjem, påstod han, at han lavede havregrød med klumper i, og desuden var den brændt på. "Det gør ikke noget" sagde jeg. Jeg kom nu ikke med ham hjem alligevel. Vestergaard var modstandsmand eller frihedskæmper. Min mor har fortalt, at det hændte at nogle af chaufførerne havde våben med hjem fra deres ture i byen, men de tog våbenene med igen, når de cyklede hjem efter fyraften, sagde hun. Det er jeg nu ikke helt så sikker på. Der er måske en dybere årsag til, at det var strengt forbudt at lege i kartoffel- og kokskælderen. En aften Vestergaard cyklede hjem til sit værelse, havde han en pakke med våben under armen og en taske på sin bagagebærer. Han var så uheldig at blive stoppet af tyskerne. De ville se, hvad han havde i sin taske. |
Han beder den ene tysker om at holde pakken, mens han tager
tasken og viser ham indholdet. Der er kun en madkasse og en termoflaske
i den. Tyskeren glemte helt at spørge om, hvad der var i pakken.
Vestergaard var heldig. Straffen for at transportere illegale våben
var fængsling, tortur og i værste tilfælde en dødsdom. I 1944 købte vi denne gamle Ford. Det var umuligt at købe benzin for almindelige mennesker. Vi købte den meget billigt. Den blev sat ned i garagen og sat op på klodser, så dækkene ikke skulle tage skade. I
juli måned samme år blev legitimationskortet indført for alle over 14
år. Man skulle altid bære kortet på sig. Gestapo og senere også
Hipomændene stoppede ofte folk på gaden for at kontrollere, hvem de
var. Gestapo var en forkortelse for Geheime Staatspolizei,
det politiske politi i Tyskland. |
BENT BOR HOS OS
I foråret 1945 boede der en familie hos os. De havde en dreng på min alder. Han hed Bent og var en noget anden type end jeg. Han lærte mig mange skurkestreger. Vi klippede hovederne af alle tulipanerne, vi holdt ikke bordskik m.m.. I den periode lærte jeg at opføre mig som en helt normal dreng. Jeg kendte godt Bent. Mine forældre og hans forældre kom sammen. I 1943 lejede de et sommerhus sammen. Det lå på Klostermarksvej i Asserbo. Den sommer var første gang, jeg legede med Bent, så vidt jeg kan huske.
|
Min mor havde to store papirsække med edderdunsfjer, som skulle bruges til dyner. De stod ude på altanen. Bent og jeg hældte det hele ud over kanten på altanen, med det resultat at vor og vores naboers træer blev helt hvide af fjer. Noget af det sidste jeg husker fra mine oplevelser med Bent er turen til købmanden efter brød. Vi fik udleveret rationeringsmærker til rugbrød, sigtebrød og et franskbrød samt en seddel til købmanden, hvorpå der stod hvad vi skulle have. Der var ca. 1 km til købmanden, alt gik godt den ene vej, vi fik alle tre brød, men på vej hjem gik det helt galt. Vi blev sultne, så vi begyndte at plukke lidt fra enderne på franskbrødet, til det var helt udhulet. Halvvejs hjemme mødte vi Torben, han så så sulten ud, så vi gav ham sigtebrødet. Rugbrødet kunne vi ikke give ham, for det havde vi tabt, et sted hvor der var vejarbejde, så der var kommet en hel del tjære på det. Min mor tog det nu meget pænt, da vi kom hjem, men hvordan vi fik brød resten af ugen er ikke godt at vide, alt var jo rationeret dengang. Når min mor kunne finde på at sende drenge på kun fire år alene til købmanden, så var det nok fordi, der dengang ikke var nogen trafik på gaderne, det var kun tyskerne og udrykningskøretøjer, som havde benzin.
|
KRIGENS AFSLUTNING
Den aften hvor krigen sluttede, sad vi og lyttede til radioen fra London. Det gjorde vi nu hver aften, selv om tyskerne havde forbudt det. Min far og mor havde været meget nervøse det forår. Jeg tror de var bange for at tyskerne skulle trække sig op i Danmark og forsætte kampene der. Den nervøsitet som mine forældre havde, kunne jeg klart fornemme, så da alt pludselig igen blev godt, den aften hvor tyskerne overgav sig, gjorde det et stort indtryk på mig at se mine forældre så glade. Fredag den 4' maj om aftenen hørte vi pludselig en flyver komme. Vi løb ud i haven og så en engelsk flyvemaskine. Den fløj lige hen over vores hus. `Nu må der være blevet fred´, sagde min far, `jeg hejser flaget´, men min mor fik ham til at vente lidt. Vi gik ind igen for at lytte videre på radioen og så kl. 20:35 kom fredsbudskabet fra Londons Radio. Det lød ca. sådan her:
Jeg gentager, og så kom det hele en gang til. Sådan ca. lød det den aften i radioen. Selv i dag så mange år efter, bliver jeg dybt bevæget, når jeg hører dette fredsbudskab. Min far hejste nu dannebrog, og så løb vi ud på vejen for at feste sammen med alle de andre. Alle de andre hejste også flag, selv om der kun var få timer til, at det blev mørkt. Næste dag var der fest i hele København og det øvrige Danmark. Den 8' maj kapitulerede tyskerne på alle fronter til general Eisenhower, og hermed var krigen slut i Europa. |
Den 5' maj kom chefen for den allierede militærmission i Danmark general Dewing, til Kastrup Lufthavn for at inspicere frihedskæmperne. Feltmarskal Montgomery kommer den 12' maj til Kastrup Lufthavn og drager derefter på triumftog gennem København. |
10 TING SOM IKKE VAR DER
|
Skriv til mig |