Inger Blomhøj

 1914 - 1998

Af  Jens Blomhøj

Inger Blomhøj (født Christensen) den 1.11.1914 på Rigshospitalet i København. Død den 14.5.1998 i Høng.

 Opvokset fra sit tredje år til attende år på Grevinde Danners Stiftelse i Jægerspris.

Fra 1932 til 34 var hun assistent for Plejemoder E. Rasmussen i Jægerspris. Plejemoder blev senere gudmor til Ingers tre børn Niels, Ole og Jens.

Fra 34 til 38 var Inger i huset to steder med anbefalinger om absolut pålidelighed fra sine foresatte.

Inger kom i 1938, 24 år gammel, i lære som sygeplejerske på Frederiksborg Amts Sygehus i Frederiksværk tillige med sin tvillingesøster Grete.

Inger år 1941

Inger som nyuddannet sygeplejerske

Inger bestod på tilfredsstillende vis de foreskrevne prøver den 1. september 1941. Herefter fulgte supplerende uddannelse på St. Hans Hospital i to år.

Inger mødte Ernst under hans lange hospitalsophold på Frederiksværk Sygehus. De blev forlovet og gift den 31.10 1942 i Finderup Kirke af Provst Holm og bosatte sig derefter på Anker Heegaardsgade 15 i Frederiksværk. Her fik de Niels (født 43) og Ole (født 46).

I 1947 flyttede de til Hovedgaden i Høng og derefter til ”Slottet” på Nyvej og sidst til Vinkelvej 5 hvor de fik Jens (født 5o).
Det blev til mange gode år på denne adresse, som nabo til Farmor der var enke i 37 år.

Inger havde foruden sit store arbejde i hjemmet også store forpligtelser med talrige frokoster, som hun anrettede for Stolefabrikkens forretningsforbindelser. Inger kunne altid med kort varsel arrangere en middag eller frokost. Hun var med i bestyrelsen for husmoderforeningen i en årrække..

Omkring 1990 flyttede Inger og Ernst til deres nybyggede hus på Slagelsevej 40, tæt ved fabrikken. Desværre flyttede Inger aldrig rigtig med, mentalt set, på grund af sin fremskredne demens. Inger var en filantrop. En velgørende menneskekærlig person helt igennem. Hun vandt sig mange venner livet igennem. Hun blev også sine børns venners ven. Hun elskede deres sommerhus i Mullerup hvor familien tit samledes og hvor fætre og kusiner ofte var på ferie. Der var altid liv omkring Inger.

Niels og Inger år 1946

Inger og sønnen Niels renser jordbær udenfor 
Bræddehytten på Mullerupstrand 

Inger fik nogle gode år med kærlig pleje på Odinscentret i Høng, hvor Ernst besøgte hende hver dag.

 

Top